Nu vil dyrlæger kontrolleres

En række dyrlæger, der beskæftiger sig med at behandle hunde, katte og andre kæledyr, indfører nu et særligt kvalitetsstempel med ekstern kontrol, som man kender det fra fødevarebranchens smiley-ordning

Nu kan du kvalitetstjekke din dyrlæge ved at kigge efter det lille blå ISO-mærke. (Foto: Colourbox)
Nu kan du kvalitetstjekke din dyrlæge ved at kigge efter det lille blå ISO-mærke. (Foto: Colourbox)

Når danskerne går til dyrlægen med deres kæledyr, bør de kigge efter et lille blåt mærke med teksten 'ISO-Dyrlægen'. Det betyder nemlig, at klinikken lever op til strenge, internationalt anerkendte standarder og bliver kontrolleret løbende af uafhængige eksperter.

En række dyrlæger under Den Danske Dyrlægeforening har frivilligt valgt at indføre det såkaldte ISO-certifikat for at sikre, at behandlingen af syge kæledyr altid lever op til de højeste kvalitetskrav.

Se også: Er din hund sund? Tjek det selv

- Dyrlægerne vil gerne vise, at de gør en stor indsats for at sikre høj kvalitet, men ISO-certifikatet skal først og fremmest give kunderne ekstra tryghed, siger Johanne Østerbye, der er kvalitetschef for ISO-dyrlægerne under Den Danske Dyrlægeforening.

ISO-certifikatet er en international ordning, der har eksisteret i 25 år og bruges i mange brancher til at dokumentere kvalitet. Det er dog usædvanligt, at selvstændige erhvervsdrivende selv tager initiativ til at lade sig kontrollere af uafhængige eksperter for at opnå en ISO-godkendelse.

Se også: Hvem skal behandle din syge hund?

Vil undgå norsk kritik
Dyrlægerne i Norge er for nylig blevet kritiseret skarpt af både myndigheder og eksperter, fordi det er vanskeligt at identificere gode og dårlige klinikker. Et af de største problemer er, at de norske dyrlæger kontrollerer hinanden indbyrdes i stedet for at overlade kontrollen til uafhængige eksperter.

- Dyrlægerne i ISO-ordningen vil gerne komme kritikken i forkøbet og være proaktive. Smiley’erne i fødevarebranchen blev introduceret af myndighederne, fordi der var problemer mange steder. Hvis en dyrlæge er ISO-godkendt, kan kunderne være sikre på, at der er ekstra fokus på faglig kvalitet, fastslår Johanne Østerbye.

0 kommentarer
Vis kommentarer