Kan du håndtere din kat

Få gode råd til, hvordan du kan forblive gode venner med din kat, selvom du skal lære den at blive holdt fast

Visse katte er bedre til at blive håndteret og nyder det mere end andre. men alle katte kan lære at blive plejet og holdt - det kræver den rigtige træning, men den kan du få gode råd til her. (Foto: Polfoto)
Visse katte er bedre til at blive håndteret og nyder det mere end andre. men alle katte kan lære at blive plejet og holdt - det kræver den rigtige træning, men den kan du få gode råd til her. (Foto: Polfoto)

Oplever du problemer, når du skal pleje din kats pels, klippe negle eller på anden vis tilse din kat? Så kan dette træningsprogram hjælpe dig.

Selvom flere opdrættere lærer katten at blive håndteret fra killing, så kan der ske ting i den voksne kats liv, der gør, at du alligevel ender med at stå med problemer, når kammen eller neglesaksen findes frem.

Selv om du i en periode kan tvinge en kat til pelspleje, så er det en stakket frist og synd for både dig og katten. Hvis en kat presses nok, vil selv den mest milde kat til sidst angribe og måske endda bide. At presse en kat er derfor starten på en ond spiral. I stedet bør du stræbe efter at samarbejde med katten.

For at få et varigt resultat må du i gang med at træne din kat. Træning tager tid. Væbn dig med tålmodighed, og husk, at mange andre ejere før dig har gået dette program igennem for i dag at nyde pelsplejen sammen med deres kat.

Se også: Når katten bider uden grund

Få gode redskaber
De redskaber, som dette program indeholder, kræver en god timing, nøje planlægning og omtanke. Hvis du ikke oplever en begyndende forbedring af din kats adfærd få uger efter opstarten, eller hvis du oplever en forværring, så gør du noget forkert. Bed i stedet en uddannet kattetræner om hjælp. Måske du har behov for at få redskaberne demonstreret.

Programmet er lavet ud fra generelle betragtninger, og det er vigtigt, at du tilpasser det til din kat og jeres situation. Du må løbende vurdere, hvor hurtigt du kan gå frem med træningen. Hvis din kat får en voldsom reaktion, er du gået for hurtig frem – gå da et skridt tilbage i træningen og start derfra.

Opgaven er at få katten til at forbinde pelspleje med noget behageligt. Fremover bør din kat derfor ikke presses. Hvis din kat med mellemrum oplever ubehag, vil træningen tage længere tid.

Forsøg at arbejde med disse ting dagligt – og gerne flere gange dagligt, men i kort tid af gangen – især i starten. Måske er det en fordel at være to personer til dele af træningen.

Se også: Hvad laver katten, når den er alene hjemme?

NEMOs Pelspleje-program:
1) Det første katten skal lære er at tolerere at blive holdt fast uden at gøre modstand. Arbejd med katten på et bord eller i højden, så du står op. Anvend det samme bord/sted hver gang. Katten skal ikke sidde hos dig.

Start med at holde katten blidt fast mellem dine hænder i cirka tre sekunder – i det øjeblik katten slapper af/er i ro, slip straks og giv katten en godbid. Måske er tre sekunder for længe i starten – sæt da kravet ned til et sekund og øg gradvis tiden, hvor du fastholder katten.

Gentag og øg gradvis tiden, hvor katten er i ro. Afslut hver gang med en godbid.

Hvis katten gør voldsom modstand, så bliver du nødt til at holde katten fast, indtil den falder til ro – ellers lærer du den bare at gøre mere modstand i stedet for at slappe af. Hvis dette sker, så er det et signal til dig om, at du er gået for hurtigt frem – gå et skridt tilbage og start derfra igen.

Forsøg at undgå at dette overhovedet sker!

Se også: Katte kan også blive stressede

På sigt kan din kat - hvis du anvender metoden korrekt - tolerere at blive fastholdt i længere og længere tid. Det er vigtigt, at en kat kan forholde sig i ro, mens den pelsplejes eller håndteres. Senere vil du muligvis slet ikke have brug for at holde fast. Mange katte, hvor metoden anvendes korrekt, bliver så tolerante, at de af sig selv vælger at blive på bordet, mens pelsplejen står på. Samtidig er netop dette bord eller dette tæppe, som katten altid sidder på imens, blevet et signal til katten om, hvad der nu skal ske. På den måde er katten forberedt på, at den skal håndteres. Den kender turen, populært formuleret.

Hold fast - på den gode måde
'Hold fast' betyder det ikke at gribe fat i katten og holde den på en ubehagelig måde, men blot at lade hænderne hvile ganske blidt på katten og forhindrer den i at slippe væk. Nogle katte tolererer berøring bedre end andre – du kender din kat bedst og ved, hvor du skal starte. Husk at fjerne dine hænder i det øjeblik, at katten er rolig.

Dette er meget vigtigt, for ellers virker træningen ikke. Det kræver god timing fra din side.

Metoden er kort fortalt: 'hold fast – slip når kat er rolig – giv godbid'

Gentagelser skal der til
Afslut hver session med: 'Hold fast – slip når kat er rolig – giv godbid – vend dig bort og sig med lys stemme 'FRI''

Fri er kattens signal til, at nu må den hoppe ned/gå sin vej. I starten forstår katten det ikke, men med tiden vil din kat lære det.

For at kunne pelspleje har du brug for – ved hjælp af ovenstående metode – at lære din kat at tolerere følgende:

a) stå op på alle fire poter. Dette kan gøres ved blidt at lade en håndflade hvile under kattens mave samtidig med, at du blidt lader en håndflade hvile foran kattens brystkasse.

b) få løftet og fastholdt venstre forben samt at få løftet og fastholdt højre forben. Dette gør du ved blidt at lægge en hånd under kattens ben (et ad gangen) og blidt tage fat om benet. Gradvis kan du begynde at løfte det lidt op.

2) sideløbende med 1) bør du lære din kat at forbinde kammen med noget rart. I starten lader du simpelthen kammen ligge ved siden af kattens madskål, når du fodrer. Herefter begynder du at vise katten kammen i din hånd og straks efter give katten en lækker godbid. Fjern kammen, mens katten spiser godbidden og præsenter den herefter for kammen igen efterfulgt af en godbid.

Gentag dette flere gange.

Se også: Kattens til myter

Lad blot katten bevæge sig, hvor den vil, mens du træner dette i starten.

3) Når katten kan tolerere at blive fastholdt i en længere periode samt ikke viser ubehag ved synet af kammen i din hånd, kan du begynde at koble 1) og 2) sammen.

Næste skridt er at børste katten lidt og give den en godbid. Måske blot et strøg i starten – og herefter øger du gradvis antallet af strøg. Igen må du på dette stadium vurdere den enkle kat.

Afslut hver gang med godbid – og til allersidst 'FRI'.

0 kommentarer
Vis kommentarer