Din hund kan lære at være alene

Problemer med at være alene er en af hovedårsagerne til aflivninger af raske hunde. Men der findes råd for at løse problemet

For nogle hunde er det angstprovokerende at være alene - også selvom det er i et øjeblik i bilen, mens ejeren løber ærinder. Men der er hjælp at hente. (Foto: Colourbox)
For nogle hunde er det angstprovokerende at være alene - også selvom det er i et øjeblik i bilen, mens ejeren løber ærinder. Men der er hjælp at hente. (Foto: Colourbox)

I Sverige er det forbudt ved lov at lade sin hund være alene hjemme mere end 5 timer. Dette problem har svenskerne løst ved oprettelser af 'børnehaver' for hunde. Her bliver hunden afleveret tidlig om morgenen, passet dagen igennem og hentet igen om eftermiddagen. Den slags er ikke særligt udbredt i herhjemme. I Danmark er 'alene-hjemme'-problemer blandt de hyppigeste adfærdsproblemer hos hunde.

For en hund er det ikke naturligt at blive forladt. Det er en færdighed eller en kompetence, som du skal lære din hund gennem gradvis træning. Nogle hunde vil mestre det hurtigere og bedre end andre hunde, men fra naturens side er adskillelse fra flokken angstfremkaldende for en hund, der er et udpræget flokdyr. En hundemor eller ulvemor i naturen ville aldrig forlade sine hvalpe uden at lade en 'tante' eller 'onkel' passe på dem med mindre det var en ekstrem nødsituation. Og så ville der være grund til at være bange.

Se også: Når hunden har stress

For både hund og ejer er det en ulykkelig og fortvivlet situation, når hunden hyler eller ødelægger, når den er alene. Hundens angst fører til en alarm-beredskabs-tilstand, når den er alene hjemme. Både dyr og mennesker kan kun klare at være i den tilstand i kort tid. Når man føler angst, frigøres hormonerne kortisol og adrenalin. Det er kroppens stresshormoner, der får hjertet til at arbejde hurtigere, blodet til at løbe hurtigere rundt, hjernen til at scanne omgivelserne og gør kroppen klar til hurtigt at flygte eller slås. Hunden kan ingen af delene, når den er ladt alene hjemme, og det kan føre til problematisk opførsel. Det en voldsom stresstilstand, som belaster hunden mentalt og fysisk.

Symptomer på alene-hjemme problemer
Din hund viser flere symptomer, hvis den har problemer med at være alene hjemme. De fleste symptomer kan du ikke undgå at bemærke - den gør og hyler dagen lang, ødelægger møbler, tøj eller sko, bliver urenlig, kaster op, savler, får nedsat appetit i hverdagen, nedsat aktivitetslyst eller øget aktivitetsbehov. Og det er blot nogle af de symptomer, din hund kan opleve.

For at forhindre, at din hund udvikler alene-hjemme-problemer, er det vigtigt, at du langsomt og gradvist vænner den til at være alene. Det er ikke noget, du kan regne med, at din hund kan fra starten. Det skal indlæres i meget små trin.

Se også: Myter om frække hunde

Det er vigtigt, at du i perioder, hvor du fornemmer, at din hvalp eller unghund er særligt følsom, undgår at lade den være for meget alene. I de perioder bliver dens angst og frygt hurtigt forstærket på samme måde som med små børn.

Læs hvordan du kan forebygge alene-hjemme problemer her

Hvis uheldet er ude, og din hund har udviklet alene-hjemme-problemer, er det vigtigt, at du får professionel hjælp. Der kan være flere årsager til, at din hund er bange for at være alene, og årsagen er vigtig for at give dig og din hund den rette træning og de rigtige ændringer i dagligdagen.

Mange tror fejlagtigt, at løsningen er at lukke sin hund inde i et bur om dagen. Dette vil selvfølgelig forhindre ødelæggelser i hjemmet, men hunden er stadig angst. Selv hundens gøen og hylen kan stoppe pludseligt, og det kan fejlagtigt få ejeren til at tro, at problemet er løst, og hunden nu kan være alene uden problemer. Men i mange tilfælde vil indespærring af hunden kun gøre den mere angst.

Der er hjælp at hente
Separationsangst kan løses, og afhængigt af, hvad årsagen til problemet er, er det et spørgsmål om tid og tålmodighed kombineret med den nødvendige træning. Hvis din hund har alene-hjemme-problemer, bliver du nødt til at finde en hundepasser i dagtimerne, så din hund ikke udsættes for angst hver eneste dag. Det er meget svært at kurere angsten, når man udsættes for den hele tiden.

Se også: En hund eller flere hunde?

Det er en tids- og tålmodighedskrævende proces, og du vil have behov for professionel hjælp undervejs. Hvis årsagen er et spørgsmål om den rette stimulering i dagligdagen, vil din hund lære det hurtigere med den rigtige vejledning.

I Sverige har man løst problemet ved lov og dermed elimineret unødvendige aflivninger og omplaceringer af hunde. Denne løsning har svenskerne taget til sig, og de svenske hundeejere virker tilfredse med denne ordning. For de svenske hunde er ordningen helt sikkert tilfredsstillende…

Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen