Myter om frække hunde

Læs her om, hvordan du bliver den bedste flokleder for din hund

Det er ikke nødvendigvis for at være fræk og irriterende, at din hund gør ting, som du opfatter som irriterende adfærd. Og det hjælper meget sjældent at straffe din hund for det. (Foto: Colourbox)
Det er ikke nødvendigvis for at være fræk og irriterende, at din hund gør ting, som du opfatter som irriterende adfærd. Og det hjælper meget sjældent at straffe din hund for det. (Foto: Colourbox)

Lige så dejligt det er at have hund, når hund og ejer forstår hinanden, lige så frustrerende kan det være, når hunden bare gør alt det modsatte af, hvad ejeren forventer og prøver at få den til. I langt de fleste konflikter og frustrerende situationer er det menneske og dyr, der ikke taler samme sprog og derfor misforstår hinanden.

Hundes adfærd bliver i mange af hverdagens situationer fortolket forkert og derved også håndteret forkert. Populære udtryk som 'dominans', 'rangorden', 'lederskab' og 'alpharolle', bliver tit brugt i situationer, hvor uønsket adfærd er blevet problematisk i dagligdagen, og hvor velmenende naboer, kollegaer eller sågar instruktører i den lokale hundeklub har fortalt os, at vores hunde nu er ved at tage magten fra os. Dette 'trigger' noget i os og bringer følelser i kog, og man 'skruer bissen' på. For det sidste, vi ønsker, er, at der er nogen, der tager magten fra os.

Læs her hvad der kan udløse problematisk adfærd

Men det bliver først rigtig problematisk, hvis du over for din hund sætter hårdt mod hårdt. Med den adfærd hos dig, kan der ske to ting: Enten vil konflikterne blive værre og værre, eller også vil hunden 'overgive sig', og du vil føle, at du har vundet en magtkamp. Men var det overhovedet en magtkamp til at begynde med?

Se også: Sådan 'bonder' du med din hund

Hver gang en hundeejere ikke lykkes med at stoppe en problematisk adfærd hos sin hund, er årsagen som regel, at ejerens lederskab er for svagt. Vi får ofte under træning og af andre velmenende 'hundeeksperter' mærkelige advarsler og råd om hvordan, vi skal tackle vores hund og løse problemerne. Tit lyder rådet på at straffe vores hund fysisk og verbalt. Nogle hunde vil reagere på sådan en opførsel fra ejeren med at blive endnu mere besværlig set med menneskeøjne - dens uønskede adfærd bliver endnu værre. Andre vender frustrationen mod andre dyr eller mennesker og bliver aggressive. Og andre igen bliver passive og angste, og her er fare for at den negative adfærd kommer retur eksplosivt. Den slags hunde stopper helt med at tage initiativ, fordi den er bange for straf, men opfører sig 'lydigt'. Og det kan få ejeren til at tro, at han nu er en gode leder, der har opdraget sin hund godt. Men det er en høj pris, hunden betaler for dine 'vellykkede resultater'.

Dyr i fængsel
Hunden nedstammer fra ulven og er derved et flokdyr. De fleste fagbøger om hunde er baseret på studier fra 1940-1960'erne, og de er ikke længere tidssvarende. Observationerne og studierne om ulveadfærd er foretaget på ulve i fangenskab. Enhver med sund fornuft kan sige sig selv, at normal adfærd hos vilde dyr ikke kan studeres i fangenskab. Det vil være som at studere normal menneskelig adfærd i et fængsel! I det miljø har man ikke mulighed for at flygte, og det resulterer i en barskere omgangsform, hvor man bliver nødt til at slås for at overleve. Der hersker der en hierarkisk orden eller en hakkeorden, som ikke er naturlig.

Se også: Gør nu som jeg siger, hund!

Flere tilgængelige studier og forskning af bl.a David Mech (biolog, ulve og naturforsker) fortæller, at ulveflokken fungerer som en dynamisk 'familie'. De to alpha-dyr, er flokkens far og mor, og de to er som regel de eneste i flokken, der får hvalpe. Udover de to består flokken som regel af forrige års unger og sidste års unger - ligesom i en helt almindelig familie.

Grunden til, at far og mor har rollen som flokkens overhoveder er, at de har formået at formere sig og fået hvalpe og dermed dannet en flok. I dag ville den mest rigtige beskrivelse være avls-hannen og avls-tæven. De er naturlige ledere af flokken, ligesom forældre er ledere for sine børn, eller en chef er leder for sine ansatte. Lederskab opstår af den dynamik, der er i et socialt system, og man må kende sine egne styrker og svagheder for at kunne lede andre. Det kræver medfølelse, empati og opmærksomhed.

Hør David Mech forklare begrebet alpha her

Quick-fixes som at straffe sin hund for dens adfærd skaber desværre ofte afhængighed, fordi man oplever succes, og at problemet er løst her og nu. Følelsen af succes udløser dopamin, som er en slags lykkehormon, i hjernen, og det skaber en slags afhængighed hos hundeejeren. Det betyder, at man er tilbøjelig til at udføre de samme handlinger igen og igen. Inden man får set sig om, kan det være den daglige omgangsform med sin hund.

Indenfor de seneste 10 år er der dog sket en kæmpe fremgang indenfor hundetræning og dyretræning generelt. Med positiv konfliktløsning kan den onde cirkel ændres. Det kræver dog sin hundeejer og hjælp fra en professionel adfærdsbehandler, hvis konflikterne skal løses på en langsigtet og holdbar måde. Har du som hundeejer brugt den lette løsning og straffet din hund for at gøre noget forkert, vil tilliden mellem din hund og dig igen skulle opbygges.

Se også: Hvilken slags hundeejer er du?

Så har du problemer med din hunds adfærd, og modtager du et 'godt' råd om hård fysisk eller psykisk håndtering - så stop op og tænk over, at det vigtigste i en flok er sammenhold og samarbejde. Det er med de egenskaber, at du bliver en ægte 'flokleder'. Ikke gennem konflikter og konkurrence om magt eller kontrol.

Du kan læse mere om myter og misforstået lederskab i Anders Hallgrens bog 'Alfasyndromet'.

Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen