Gør nu som jeg siger, hund!

At træne sin hund kommer ikke altid helt af sig selv. Men se her, hvordan du kan gøre det nemmere og sjovere for dig selv og din hund

Du kan nå langt med din hund, hvis du træner den på den rigtige måde - og på de rigtige steder. (Foto: Colourbox)
Du kan nå langt med din hund, hvis du træner den på den rigtige måde - og på de rigtige steder. (Foto: Colourbox)

Hvor mange har ikke stået og undret sig over, hvorfor hunden kun kan udføre signalerne (kommandoerne) derhjemme. For derhjemme gør hunden altid det rigtige lige med det samme, men på træningsbanen eller andre steder ligner den mere eller mindre et spørgsmålstegn, når du giver den kommandoer. For nogle hundeejere kan situationen også være helt omvendt. Her kan hunden kun udføre sine færdigheder på træningsbanen, eller til konkurrencer, og derhjemme og andre steder går det knap så godt - men hvorfor er det sådan?

Svaret er, at hvis du kun træner på bestemte steder, bliver adfærden betinget til netop de steder. Det vil sige, at din hund forbinder selve adfærden til bestemte omgivelser. Ved at træne alle dens færdigheder i mange flere forskellige miljøer opnår du en generalisering. En generalisering betyder, at din hund lærer, at adfærden kan udføres i alle miljøer med samme præcision og intensitet.

TV: Se her, hvordan du kan træne din hund på en sjov og god måde

Så selvom man går til træning sammen med andre hunde, eller man selv træner sin hund, er det vigtigt, at man træner de samme øvelser i forskellige miljøer. Ved også at øge de ydre forstyrrelser, øger du din hunds intelligens og koncentrationsevne. Hvis din hund kan signalet 'sit' derhjemme til topkarakter, så lad være at begrænse træningen af 'sit' til der.

Træning gør hunden klog
Ved at lære din hund at lære gennem positiv træning, får du en hund, som vil elske at træne. Al læring er baseret på hjerneaktivitet, så jo mere du lærer din hund, jo klogere bliver den.

Øg din hunds intelligens gennem klikkertræning - læs mere her

Der er dog grænser for, hvor længe ad gangen din hund kan koncentrere sig. Det mest optimale for læring er korte træningssessioner på ét til tre minutter. I dette tidsrum lærer din hund bedst, og den når ikke at blive for træt. Hold et par minutters pause mellem hver session og lad din hund 'kede' sig under pauserne, så bliver træningen mere intens. Vi mennesker husker også information/læring bedst, hvis vi modtager den i korte intervaller. Har du en hvalp, så lav endnu kortere træningssekvenser.

Start med alfabetet
Start med at lære din hund basale grundfærdigheder. Grundfærdigheder kan betragtes som træningens ABC… Disse færdigheder er nødvendige for, at hunden har et godt fundament, som du sammen med din hund kan bygge videre på til fremtidig træning. På samme måde er det for os mennesker, at hvis vi kan vores ABC, så har vi nemmere ved at sammensætte bogstaverne til ord og danne meninger.

Så hvis din hund kan 'sitte', så øg kravet i din træning og lær den at blive siddende i 'sit'. Fortsæt dernæst træningen i at øge afstanden og på sigt til, at hunden kan udføre øvelsen på længere og længere afstand fra dig. Husk også at træne 'sit' fra både 'stå' og 'dæk'. Træningen kan også udvides til, at du træner 'sit', imens du står på forskellige sider af hunden (og ikke altid foran). signalet kan også gives på forskellige underlag, også på underlag som træner din hunds balance. Der er mange variationer indenfor alle grundfærdigheder, start med det nemmeste og øg sværhedsgraden efterhånden, som din hund forstår øvelserne.

Den vigtigste grundfærdighed er fokus og kontaktøvelser, få 3 trin her

Mange hundeejere stopper desværre med at gå til træning efter den 'obligatoriske' hvalpe- og unghundetræning. Det er uheldigt, for det er lige i den alder, hvor indlæringen er på sit toppunkt.

Læring stopper dog heldigvis aldrig, og hvor intelligent din hund bliver, afhænger af dig. Hav det in mente næste gang, du mener, at din hund er en smule dum...

God træning ; )

Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen