Kan man tage hunden med på ferie?

Læs her, hvordan både du og din hund kan få den bedste vinterferie sammen

Det kan være en dejlig oplevelse for både dig og din hund, hvis du planlægger vinterferien hundevenligt. (Foto: Colourbox)
Det kan være en dejlig oplevelse for både dig og din hund, hvis du planlægger vinterferien hundevenligt. (Foto: Colourbox)

Vinterferien står for døren, og rundt omkring i landet er det praktisk talt umuligt at finde en plads til hunden på en pension, hvis du ikke har booket i god tid. Lige netop i ferietider, har de danske dyreværn og internater rigtig travlt. Det er nemlig i ferietider, at mange dyreejere vælger at skille sig af med sine dyr. Dyrene er blevet en hindring for den ønskede ferie, og de bliver efterladte på internaterne, eller de aflives.

Heldigvis er størstedelen af Danmarks befolkning kærlige, fornuftige og ansvarlige mennesker, der aldrig kunne drømme om at hverken aflive eller efterlade sine hunde, grundet manglende pasningsordning i ferietiderne.

Har du overvejet en hundevenlig ferie?

Ferie betyder samvær og nærvær med vores familie og venner, og din hund vil med garanti elske lige netop det - at være sammen med familien. De fleste hunde vil også elske at opleve nye ting og nye miljøer, men mest af alt vil de bare elske at være i nærheden af og sammen med deres familie hele dagen lang.

Afhængig af hvilken ferieform du er tilhænger af, behøver det slet ikke at være besværligt at tage din hund med på rejsen. Selv en skiferie kan hunden deltage i - til glæde for hele familien. Ved at tilpasse ferien kan du gøre både rejsen og opholdet mere hundevenligt.

Se også: Ferietid - men hvad nu med dyret?

Når du har valgt hvilket land, du godt kunne tænke dig at holde ferie i, starter søgningen efter et godt sted at bo. Flere og flere hoteller tillader hund, men det kan til tider være lidt besværligt at have hunden med på et hotel i en hel uge. Når man er på hotel, bruger man det som regel kun som overnatningssted og opholder sig derfor mindst muligt på værelset. I stedet er det en rigtigt god ide at leje en hytte/hus med tilladelse til at have hund med. I en hytte kan man rigtig nyde samværet i ro og mag, og hunden falder hurtigere til ro.

Hvad synes hunden?
Er du og din familie udelukkende til alpinski og helst vil stå på ski fra kl. 8-17 med dertil hørende afterski, så anbefales det at finde en kærlig pasning til hunden hjemme i Danmark. Så vil den alligevel ikke få meget ud af at være med på ferie og skulle være alene hele dagen. Ønsker du i stedet at løbe på langrendsski og nyde naturen, eller tage på vandreture i sneen, så vil hunden elske at få denne oplevelse sammen med dig og din familie.

Se også: Så galt kan det gå, når du passer vennernes kæledyr

Om det er en god ide at tage hunden med på ferie, afhænger meget af hvilken hund du har. Du bør vurdere efter hvilken størrelse, race/blanding, alder og adfærd din hund har, og tænke over om den ferieform du ønsker, passer til den hund du har. Hvis hunden er lille og korthåret, vil den helt sikkert fryse i sneen, og vil nok ikke være vild med at være ude for lang tid af gangen. Er din hund køresyg eller bange for at køre bil, vil en lang køretur være en pine for din hund. Er dens adfærd i forvejen problematisk, vil selve oplevelsen måske være alt for meget, og det kan resultere i øgede problemer.

Tal med familie og venner som har erfaringer i at medbringe hunden på ferie, de kan som regel give en masse nyttig information om en hundevenlig ferie. At tage sin hund med på ferie kræver lidt forberedelse og hensyn undervejs, men har du først prøvet det, vil du aldrig være det foruden.

God ferie :)

Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen