Gør den kedelige luftetur til sjov leg

Du kan gøre din eftermiddagstur med hunden meget sjovere både for dig selv og din hund. Læs her og få gode råd til hvordan

Den lange eftermiddagstur med hunden behøver ikke at være kedelig. Den er en oplagt mulighed for at lave sjove ting med din hund og gøre jeres bånd tættere. (Foto: Colourbox)
Den lange eftermiddagstur med hunden behøver ikke at være kedelig. Den er en oplagt mulighed for at lave sjove ting med din hund og gøre jeres bånd tættere. (Foto: Colourbox)

Ikke mange hundeejere tænker over det, men gåturen er faktisk den mest oplagte tid på dagen at lave en masse sjov med din hund. Som en fingerregel er man ude at gå med sin hund tre gange om dagen, og eftermiddagsturen er normalt den længste. Og lige netop på eftermiddagsturen, kan du med fordel udnytte tiden til et sjovt og aktivt samvær med din hund.

TV - Få inspiration til din gåtur her

Sjov med hunden kan nemlig udøves både i byer og på landet, så ingen hunde i det danske land går glip af en sjov ejer med masser af god aktivitet på gåturen. Det kræver ikke ekstra udstyr, andet end en pose med de lækreste guffer, og gerne et stykke legetøj, du kan putte i lommen.

De fleste hunde, jeg møder på mine gåture, går med sin ejer i den anden ende af linen, som virker mere eller mindre fraværende. Enten taler ejeren i mobiltelefon, lytter til en IPod, eller også ser det ud som om, de er blevet pålagt en besværlig opgave og derfor har meget travlt med at komme hurtigt hjem igen. Ofte oplever jeg, at ejeren har så travlt med at komme videre, at der bliver rykket i linen, hvis hunden snuser for meget.

Se også: Gør nu som jeg siger, hund!

Mange gange er det de selvsamme ejere, der blandt andet har problemer med indkald. Men som ejer har du en kæmpe indflydelse på, hvad din hund bliver 'afhængig' af. Denne 'afhængighed' starter i din hunds individuelle behov for stimulering, og hvor den får dækket disse behov. Altså sagt med andre ord, hvor din hund opnår glæde, følelsen af lykke og velbehag.

Fysiologisk gælder det samme for mennesker. Når vores krop og hjerne bliver stimuleret, aktiveres flere forskellige centre i hjernen, deriblandt vores belønningsystem, der aktiverer og frigør udskillelsen af hormonstoffet dopamin. Dopamin er kroppens eget lykke-stof, der øger vores følelse af glæde, lykke og generel velbehag. Udskillelsen af dopamin øges blandt andet ved ros og beløninger (anerkendelse) og ved positiv træning der udvikler og øger problemløsningsevnen. Endorfiner, som især udløses ved fysisk velvære, virker stress- og smertereducerende samtidig med, at det øger vores immunforsvar. Dopamin er som sagt kroppens lykke-hormon, som hjernen bliver afhængig af - og hvem vil ikke være afhængig af lykke, glæde, kreativitet og gode oplevelser?

Derfor har du som hundeejer stor indflydelse på, hvad din hund bliver 'afhængig' af, og hvad den søger i dagligdagen. Gennem både god individuel stimulering fysisk og mentalt, samt positiv træning, ros, belønning og sjove oplevelser kan du blive en uvurderlig kilde af guld for din hund.

Se også: Hvilken slags hundeejer er du?

Som regel er vi travle mennesker med mange gøremål i dagligdagen, og netop derfor er gåturene oplagte til sjov aktivitet sammen med din hund. At være nærværende sammen med din hund på gåturen kan gøre en fantastisk forskel også i den generelle daglige kommunikation og jeres samarbejde.

Forestil dig selv at være sammen med nogen, som ikke er nærværende eller aktivt deltagende i dine gøremål og generelle hverdag. Så er jeg helt sikker på, at du finder på andre ting at foretage dig. Ting eller oplevelser, som giver dig en følelse af en positiv stimulans på den ene eller den anden måde. Det samme gælder selvfølgelig også for vores hunde.

Få tips til, hvordan du stimulerer din hund, her

Hunden kan eksempelvis på turen være blevet 'afhængig' af møde og leg med andre hunde. Det resulterer i en hund, som altid løber hen til andre hunde. Den kan være blevet 'afhængig' af at stikke af fra haven, og selvom haven er indhegnet efter alle kunstens regler, skal hunden nok finde en vej ud. Hunden kan også være blevet 'afhængig' af mange andre oplevelser på egen hånd, som ikke alle er hensigtsmæssige eller involverer ejeren.

Hunde skal ikke stimuleres hele tiden, og overstimulering skaber også problemer i hverdagen. Men ved at balancere din hunds individuelle behov i både den aktive og mentale daglige stimulering, bliver du kilden til din hunds glæde og lykkefølelse.

Brug derfor naturen eller bymiljøet som jeres fælles legeplads på de gåture, hvor der er tid tl det. Lad din hund opleve spændende udfordringer og leg sammen med dig - bliv din hunds kilde til glæde og lykke gennem ren og skær kemi.

Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen