Sådan begynder et halvmaraton

Ekstrabladet.dk-journalist tager udfordring op og gør sig klar til 21,1 km til efteråret

Det her kan være begyndelsen på et testamente.

Det er fortællingen om, hvordan en helt almindelig dansker har slået hjernen fra og accepteret en udfordring, jeg allerede, inden jeg sagde ja, vidste, vil blive en voldsomt svær opgave at fuldføre.

Det er 21,1 kilometer i løb, der skal tilbagelægges, og jeg ved, at det bliver hårdt, udmarvende og psykologisk nedbrydende.

Men jeg har takket ja. Af den simple grund, at det nogle gange kan være en god idé at kaste sig ud fra en klippe. Nogle gange fanger man en vind og svæver af sted. Andre gange buldrer man ned i afgrunden. Og så er det godt med et testamente.

Passer vist godt ind
Målstregen er at finde et sted i København 9. september. Her afvikler atletikklubben Sparta Powerade Copenhagen Half Marathon.

Hvis du fortsat læser med, så tænker du måske: Øhm, en halvmaraton? Virkelig? Jeg har deltaget i otte triatlon og besteget Kilimanjaro med den ene arm bundet på ryggen. Gider du lige tage dig sammen?

Og til det er svaret vist ret enkelt: Ja, det gider jeg godt. Det er jo det, jeg gør her. Udfordrer mig selv og prøver en grænse af. For selvom vi lever i en tid, hvor flere og flere tyer til ekstremsport, så findes der stadig en bred masse af almindelige mennesker, der nøjes med turen ud til postkassen, når der skal motioneres. Overvægt behøver vi ikke snakke om den sammenhæng men blot konstatere, at lidt motion faktisk ikke er så skidt endda.

Her passer jeg vist godt ind. Uden at det skal blive alt for nærgående, så er jeg vist en gennemsnitsdansker med lidt sul på kroppen, hang til et godt glas rødvin og en god sofa, jeg sjældent fornægter.

Og julen, vinteren og påsken har været god ved mig, om man så må sige.

Men med fem måneders dejligt vejr foran mig (forhåbentlig) har jeg tænkt mig at komme lidt ud og tilmed få det lidt bedre med mig selv.

Og jeg vil have dig med, gode læser. Et halvmaraton er en udfordring, der kan mærkes. Men det er netop ikke bjergbestigning eller Tour de
France. Det er et motionsløb, alle kan være med til, hvis de træner lidt for det. Det har jeg flere såkaldte eksperters ord for.

Gode råd fra eksperten
Derfor denne tilbagevendende blog på ekstrabladet.dk de næste måneder hen over forår og sommer. Her vil du kunne læse om de pinsler og udfordringer, jeg render ind i. Men du kan også melde dig på banen og jogge med. For det kommer, tro mig, til at foregå i et jævnt tempo.

Og bare rolig. Det bliver ikke kun sludder fra en ærgerlig motionist. Det bliver krydret med gode råd og tips fra én af Danmarks bedste løbere, Dorte Vibjerg. Dorte er maratonløber og ved om nogen, hvad det vil sige at løbe. Tilmed har hun uddannet sig indenfor ernæring, hvorfor hun kan spæde til med gode råd om kost og ernæring før under og efter et løb.

Vi vil kigge på løbesko i forskellige prisklasser, sammenligne løbebånd og skov/asfalt, vurdere betydningen af løbeklubber og meget mere.

Men som udgangspunkt har du mig. Jeg kan på nuværende tidspunkt rende tre-fire kilometer i et mellemfint tempo. Det er ikke prangende. Det må jeg være ærlig og sige. Og der er meget langt op til de 21,1 km, synes jeg.

Men hvad ville en udfordring være, hvis der ikke var noget at arbejde med?

I første omgang holder jeg mig til Dortes råd, som du kan læse længere oppe til højre. Og så vender jeg ellers tilbage om en uges tid med flere detaljer, historier og gode såvel som dårlige råd... God weekend.

Dorte Vibjerg om april: Det er vigtigt i den første måned bare at komme ud og løbe stille og roligt.

Det vil gå langsomt med forbedringer, men efter to uger kan man lige pludselig mærke at benene bliver lettere og lystrer.

I denne periode skal man løbe uden at blive forpustet - du skal bare holde dig i gang - kroppen skal blive vant til bevægelserne, så muskler og led ikke bliver ømme.

Nogle laver strækøvelser efter træningen - det synes jeg ikke er sjovt, så det springer jeg over. Det vigtigste er at bevare lysten til at komme ud at løbe.

Mængde: 1-2 gange om ugen á 25-30 minutters varighed. Svarende til 4-5 km.

Forvent, at der i maj skal løbes en gang mere om ugen. Og distancen må gerne svinge op til mellem fem og syv km.

Fakta om selve løbet: Powerade København Halvmaraton afvikles 9. september på en trafikafspærret rute i det indre København. Og byder på en 500 meters opløbsstrækning på et Øster Allé klædt på til fest. I år med mere underholdning, musik og opbakning undervejs.

En trafikafspærret rute vil betyde ændringer af trafikken i det indre København, men omlægningerne er nøje planlagt, så de giver færrest mulige gener for byens borgere. I ugen op til løbet, gøres der en ekstra indsats, for at gøre opmærksom på disse ændringer.

Prisen for at deltage er 280 kr. Tilmelding er muligt på tilmelding.sparta.dk. Find mere info på kobenhavnhalvmaraton.dk.

Sparta har arrangeret Powerade København Halvmaraton i indre København siden 2010, hvor 5.764 løbere deltog. Løbet afvikles i samarbejde med iFORM og Aktivtræning. Løbets hovedsponsor er Powerade.

Løbsrekord kvinder: Maris Sig Møller, AGF, DK - 1:15:56 (2011)
Løbsrekord herrer: Martin Parkhøi Sparta, DK - 1:07:42 (2010)

0 kommentarer
Vis kommentarer