Pengemageren Chris

POKERSTJERNE: Chris Moneymaker skabte historie i 2003 ved at vinde World Series of Poker

Chris Moneymaker (midten) gør sig klar til anden runde af VM i poker på Rio Casino. (Foto: David Høgsholt)
Chris Moneymaker (midten) gør sig klar til anden runde af VM i poker på Rio Casino. (Foto: David Høgsholt)
LAS VEGAS (Ekstra Bladet): The colour of money. Det handler om penge. Filmen med Tom Cruise og Paul Newman handler om pool, men kunne lige så godt have været skrevet om pokerverdenens mest bemærkelsesværdige efternavn.

Moneymaker, fornavn Chris.

Sønnen af en professionel blackjack-spiller, der i 2003 skabte pokerhistorie ved at vinde World Series of Poker som den første turnering, han nogensinde spillede live.

40 dollar havde han lagt for at deltage i en kval-turnering på nettet, og selv om der i krogene mugges over, at han vist var rigelig heldig på sin vej mod sejren og 2,5 mio. dollar, er det svært at argumentere mod en vinder.

I dag er han symbol på drømmen om at gå hele vejen og blive pokermillionær efter kun et lille indskud på nettet. Et kunststykke som de fleste til årets World Series of Poker i Las Vegas gerne så dem selv gentage.

Jeg fangede øjeblikket
Det er forholdsvist begrænset, hvor mange turneringer Chris Moneymaker spiller for tiden, for den tidligere bogholder har mere end travlt med at lukrere på sin bedrift -og sit navn. Chips fra Moneymaker Gaming, pokerskoler sammen med legenden Johnny Chan og kontrakten med spilleselskabet Pokerstars tager tid.

- Hvis jeg nu havde heddet John Smith, havde jeg sikkert den dag i dag arbejdet hjemme i Tennessee, men nu har jeg engang det sejeste efternavn i pokerverdenen.

- Jeg hadede det som barn og blev drillet, men Moneymaker har vist sig at være en blessing in disguise, siger Chris Moneymaker til Ekstra Bladet.

- Jeg fangede øjeblikket, og i dag ved folk skam stadig, hvem jeg er. Faktisk får jeg flere tilbud om at promovere produkter, end jeg nogensinde har gjort, lyder det med hans drevne amerikanske sydstatsaccent.

Klokken er kun lidt over middag, så med en Bud Lite i hånden på det tidspunkt af dagen, kan Moneymaker kun glæde sig over, at poker blot er en tankesport!

Natten før blev klokken 5, før han så dyner, på grund af den lange førstedag, hvor han med nød og næppe gik videre i turneringen.

Moneymaker bærer en del af ansvaret for, at World Series er blevet så stort. Hovedparten af rekordfeltet på 5619 spillere har -om de vil indrømme det eller ej -drømmen om at gentage Moneymakers svendestykke, og det har sat sit tydelig præg på turneringen, der i år afholdes på Rio-kasinoet.

Et mareridt at finde rundt
- Jamen, forskellen på turneringen, da jeg vandt og nu, er som nat og dag. For det første foregik hele turneringen (nu er det kun de sidste to dage) på det gamle Binions-kasino, men der er ikke længere plads. Der fulgte heller ikke en hel messe med ved siden af, og der var måske kun 80 borde i alt. Her er det et mareridt at finde, hvor man skal sidde. Kig ud over salen. Det ligner en fodboldbane fyldt med pokerborde. Det er vildt, hvad der er sket med poker inden for de sidste to år.

- Det er måske 100 rigtig gode spillere med i World Series og 5500 'Average Joes'. Så alene antallet gør det svært for profferne.

- Her kalder folk mere, og du skal have bedre hænder for at vinde. Men du havner i mange situationer, hvor du spiller rigtigt, men måske kun er 60 procent favorit. I længden er det måden at vinde på, men når de bliver kaldt, så koster det nogle dygtige spillere bare på held, forklarer Chris Moneymaker.

For kendt
Selv mærker han meget til kendisfaktoren. Modstanderne spiller simpelt hen anderledes mod ham.

- For det første tror folk, at jeg spiller dårligt, hvilket er fint for mig. Men for det andet så vil de slå en verdensmester, og mit efternavn gør, at jeg måske er den lettest genkendelige pokerspiller i verden.

- Jeg kan huske en promotion-turnering, jeg spillede for nylig, hvor jeg mødte en ung dreng. Jeg har et par konger på hånden og går all-in. Han kalder mig med 6,9 og rammer en straight. Øjeblikket efter er han i telefonen med sin ven for at fortælle, at han havde slået Moneymaker... Så kan man ikke lade være med at grine lidt indvendigt.
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Poker
Mest læste i Poker
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen