Eastgate: Høje takser er ultimativ lir

Peter Eastgate er i Las Vegas til afgørelsen af World Series of Poker - og måske til en ny omgang High Stakes Poker

Peter Eastgate fanget under PokerStars Baltic Adventure. Lige nu er han i Las Vegas til finalebordet i World Series of Poker. (Foto: Rene Velli)
Peter Eastgate fanget under PokerStars Baltic Adventure. Lige nu er han i Las Vegas til finalebordet i World Series of Poker. (Foto: Rene Velli)

Når du læser disse linjer er jeg ankommet til Las Vegas. Jeg var i sidste uge i Estland til PokerStars Baltic Festival, hvilket var en hyggelig oplevelse. Desværre gik jeg glip af highroller-turneringen, men det var fordi, jeg stadig var med i hovedturneringen, og selv om det kun blev et lille cash for en 23. plads, så kan man aldrig tillade sig at klage over at komme i pengene.

Jeg er i Las Vegas på grund af afviklingen af finalebordet af World Series of Poker. I går lige efter jeg var ankommet, skulle jeg give interview i et par timer. Fredag morgen amerikansk tid skal jeg medvirke direkte i et program på ESPN, og endelig bliver jeg af naturlige årsager også en del af cirkusset omkring finalebordet lørdag og søndag. Jeg kommer nok til at svare på, hvad jeg har lavet det sidste år et par gange ...

For at komme det spørgsmål i forkøbet så har jeg først og fremmest haft det sjovt. Jeg har lært at leve med den opmærksomhed, der fulgte med rollen som verdensmester og pokerambassadør. Den bliver nu mindre, men vil nok ikke forsvinde helt, så længe jeg kan blive ved med at lave resultater. For mig har sejren mest af alt betydet, at jeg har fået en frihed – både personligt og økonomisk – til at gøre, hvad jeg har lyst til. Og det er jo ikke så tosset endda!

Moon er klar favorit

Årets finalebord vurderer jeg som følger.

Darvin Moon er naturligvis klar favorit, fordi han er så stor chipleader. Hvis jeg skulle bette på en – hvad jeg endnu ikke har gjort – bliver det nok Joe Cada.

Han virker undervurderet i forhold til de andre og har stadig en del chips. Man skal heller ikke tage fejl af James Akenhead, som er en dygtig spiller. Og så er der jo Phil Ivey, som naturligvis er bordets bedste pokerspiller, men han har en del arbejde foran sig, før han skabe sig en gunstig position til at vinde det hele.

Efter alt at dømme bliver jeg hængende i Las Vegas, efter main event er afgjort. Måske skal jeg for andet år i træk deltage i det populære program High Stakes Poker, hvor vi spiller cashgame. Men det er endnu uvist. Jeg kender ikke noget til spilledag, lineup og har ikke fået en bekræftelse på, at jeg er med.

High Stakes Poker virker blødere i år

Sidste år lavede jeg en brøler med at købe mig for stort ind. Jeg sad med $500.000 foran mig, hvilket var for dybt, og facit endte med, at jeg samlet set tabte $75.000. Som nogle måske husker, spillede jeg en famøs hånd mod Tom 'durrrr' Dwan, hvor jeg folder trips.

Lineup i år virker blødere, og det er en af grundene til, at jeg overvejer at være med igen. Selv om jeg blev udspillet et par gange sidste år, så mener jeg stadig, at jeg mod hovedparten af spillerne har en edge. Bare ikke lige Tom Dwan!

Spillet er No Limit hold'em, som er mit speciale, og før jeg vandt WSOP'en, så levede jeg af at spille det high stakes. Og for mig er high stakes poker lig med ultimativ lir.

Jeg tror også, jeg er bedre mentalt indstillet i år. Bare jeg ikke trækker et bord med Phil Ivey, Patrik Antomius og Tom Dwan på min venstre side. Så går jeg altså ned på Starbucks og får en kop kaffe i stedet for!

Sidste år var det faktisk meningen, at Ivan Demidov skulle have spillet ved samme bord som mig, men han takkede nej, da han så, at han blandt andre skulle spille mod Tom Dwan, Barry Greenstein, Ilari 'Ziigmund' Sahamies, Daniel Negreanu, Eli Elezra og Doyle Brunson. Men jeg træffer min beslutning, når jeg ved, hvordan besætningen på bordet er – hvis jeg overhovedet får buddet, når det kommer til stykket.

En anden fordel i at deltage den slags er at pleje sit navn overfor sponsorer. Man skal tænke på sit image. Altså når Phil Hellmuth bliver ved med at deltage, så kan de i hvert fald ikke være fordi, han mener, han kan slå spillet ...

Jeg drages af lir og udfordringer

Online har jeg den seneste tid givet de højeste takster på PokerStars et skud - det vil sige $200/$400 NL hold'em, $100/$200 og $200/$400 Pot Limit Omaha og $500/$1000 FL hold'em.

Jeg skal blankt erkende, at jeg er bordets target og svageste spiller i de to sidste varianter, men jeg drages af lir og udfordringer, en last jeg har svært ved at lægge fra mig, hvor irrationelt det end måtte være. I Omaha og fixed limit har jeg en klar disfavør, men jeg nægter at overgive mig til den status i No Limit hold’em – endnu …

Status er, at jeg har tabt en smule, og det er mest fordi jeg har truffet nogle dårlige beslutninger. Ikke fordi jeg har været 'running bad'.

Hvorfor så blive ved med at træffe dårlige beslutninger, kan man spørge. Tja, mennesker er ikke ufejlbarlige ...

Hygge!

Isser

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste

Skærm

Hent flere