Stig Rossen tog fusen på pokereliten

Sangeren viste sig som en sand gambler og er klar til dag to af European Poker Tour-turneringen i København

Stig Rossen kan med garanti synge Kenny Rogers' 'The Gambler' flottere end nogen andre til EPT København. Men på dag 1B viste sangeren, at han både viste, hvornår han skulle fold'em og hold'em. (Foto: Lina Olufsson/PokerStarsblog.nu)
Stig Rossen kan med garanti synge Kenny Rogers' 'The Gambler' flottere end nogen andre til EPT København. Men på dag 1B viste sangeren, at han både viste, hvornår han skulle fold'em og hold'em. (Foto: Lina Olufsson/PokerStarsblog.nu)

Kendisser til pokerturneringer plejer at være installeret af spilleselskaber med ren og skær markedsføring for øje. Men hvor der er regler, er der altid undtagelser.

Sådan en er sangeren Stig Rossen, som på dag 1B af EPT København viste sig som en gedigen pokerhaj og er klar til dag to med en stack på 80.100 chips – vel over average.

Rossen spiller uden sponsorlogo på skjorten og uden at have kvalificeret sig til turneringen. I stedet har han fundet 37.250 kroner frem fra skunken for at spille med i turneringen, som kun er hans tredje liveturnering nogensinden.

Begyndte for syv år siden

Ved bordet var han langtfra det svage led, hvilket der er en god grund til:

- Jeg har spillet rigtig meget netpoker. Mest turneringer, men også cashgames ind imellem, fortæller Stig Rossen.

Faktisk har han spillet i syv år og har på det seneste været oppe at snuse til $10/$20-bordene med en vis succes.

- Jeg har fået banket en god rulle op. Ellers ville jeg heller ikke have kunnet købe mig ind i den her turnering, siger han.

Første mål for turneringen var at klare sig videre til dag to. Det er nu klaret og straks skiftet ud med et nyt delmål om at sidde med til dag tre.

Lidt ærgerlig var Stig Rossen alligevel.

- Jeg taber til slut en kæmpe pot, hvor jeg flopper top to par, og min modstander har ramt tre ens. Hvis jeg havde vundet den, ville jeg have endt i 135.000 og havde været dansk chipleader, siger han.

Virkelig et sus

Turneringen på Casino Copenhagen er hans første store, men formentlig ikke den sidste.

- Det har været meget federe at spille, end jeg havde regnet med. Jeg kan godt forstå, at folk bliver hooked på turneringspoker. Det er virkelig et sus, siger Stig Rossen.

Sådan nogle bliver der med garanti flere af, når feltet samles torsdag kl. 14 og spiller videre mod søndagens finalebord, hvor den endelig vinder får små 3,7 millioner kroner i førstepræmie.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste

Skærm

Hent flere