Eastgates rekord er i fare

21-årige Joseph Cada har kurs mod at blive den yngste pokerverdensmester nogensinde. Publikumsfavoritten Phil Ivey ude på en 7. plads

Joseph Cada fylder 22 år 18. november og vil således kunne blive en yngre vinder af WSOP Main Event end Peter Eastgate. (Foto: AP)
Joseph Cada fylder 22 år 18. november og vil således kunne blive en yngre vinder af WSOP Main Event end Peter Eastgate. (Foto: AP)

276 hænder og det hidtil længste finalebord i World Series of Poker historie skulle der til, før 'The November Nine' var blevet til de to spillere, som mandag aften amerikansk tid sætter sig tilbage til bordet i Penn & Teller Theater på Rio-kasinoet for at spille om titlen som pokerverdensmester og 43 millioner kroner i førstepræmie.

Spillerne satte sig til bordet ved middagstid i Las Vegas og 17,5 timer senere var den oprindelige chipleader Darvin Moon og den unge Joseph Cada de eneste to spillere tilbage.

Cada fylder først 22 år om ti dage, så går han hen og vinder, vil han slå Peter Eastgates rekord som den hidtil yngste vinder af World Series of Poker Main Event.

Hvis den unge onlinepro kan holde momentum, så bliver han rigtig svær at slå for Darvin Moon, når de to går heads up tirsdag klokken syv om morgenen dansk tid.

Ivey blev syver

Han ramte alt på finalebordet, coinflips, set mod store overpar, og Cada var også skyld i publikumsfavoritten Phil Ivey aldrig fik rigtig fat på finalebordet.

Verdens bedste allround pokerspiller var shortstacked til start, men havde chance for at doble sig til 24 millioner chips i en hånd med A8 mod Joe Cadas 44, men det lille par holdt hjem, Cada overlevede og Ivey var nu endnu mere presset.

Den afgørende hånd for Phil Ivey blev et suckout med AK mod Darvin Moons AQ. De var all-in preflop, men en dame på floppet afgjorde det til Moons fordel.

Exit Phil Ivey på en syvendeplads, og den 46-årige skovarbejder var pludselig den mest upopulære mand blandt tilskuerne.

Med Moon siddende blandt de sidste to kommer en del pokerproer til at svede under afgørelsen. Der har været spillet en del must-win-bets på Moon og Ivey, som altså har chance for at komme til udbetaling, hvis Darvin Moon går hele vejen. Især vil det komme til at gøre ondt på Daniel Negreanu, hvis ikke Cada vinder.

Tæt på fransk triumf

En anden shortstack var også tæt på at skrive historie. Franske Antoine Saout begyndte med færrest chips, men fik triplet, kom ind i kampen og endte faktisk på en ufortjent tredjeplads.

Med tre spillere tilbage ender Saout og Cada all-in med QQ mod 22. Den unge amerikaner klonker dog en toer på floppet, og så var rollerne byttet om.

De to ender så igen all-in lidt senere med 88 mod AK. Cada rammer igen, og så var den sidste europæer ude af turneringen.

Det har aldrig skadet at ramme godt på et finalebord med store blinds ...

Chipcounts før mandagens heads up

1. Joseph Cada 135.950.000

2. Darvin Moon 58.850.000

Blinds 500.000/1.000.000 med 150.000 i ante

1 af 3 Som den eneste spiller ved finalebordet ville Darvin Moon ikke have en sponsor. Han spiller kun poker for sjov og tager derefter hjem til Maryland, hvor han arbejder som skovarbejder. (Foto: AP)
2 af 3 Phil Ivey virkede helt kortdød og fik aldrig samlet nok chips sammen til at blive en faktor ved finalebordet. (Foto: AP)
3 af 3 Joseph Cada fylder 22 år 18. november og vil således kunne blive en yngre vinder af WSOP Main Event end Peter Eastgate. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste

Skærm

Hent flere