’Selvfølgelig er jeg nervøs’

Poker: Peter Eastgate spiller i dag finale i World Series of Poker. Otte mand skiller ham fra førstepræmien på 9,1 millioner dollars

Peter Eastgate i et roligt øjeblik på hotellet, inden det går løs ved WSOP-finalebordet i Las Vegas. (Foto: Benjamin Kürstein)
Peter Eastgate i et roligt øjeblik på hotellet, inden det går løs ved WSOP-finalebordet i Las Vegas. (Foto: Benjamin Kürstein)

Las Vegas (Ekstra Bladet) Peter Eastgate vender det hvide ud af øjnene. Kun et kort sekund. Så smiler han igen til den finske fotograf, der skyder billeder af ham uden for Rio Hotel and Casino, hvor finalen i World Series of Poker bliver spillet søndag formiddag lokal tid.

Et stykke borte står fotografens ’skygge’, journalisten. Han ligner en falleret rockstjerne med sit ravnsorte garn og en hvid t-shirt, der sidder en aaaanelse for stramt på topmaven.

Finnerne er dagens sidste journalister. Efterfølgende skal benene op. I overført betydning. For selv om Eastgate har det fint i pokerorkanens berømte øje, så har den danske verdensstjerne behov for lidt kvalitetstid med sig selv i ny og næ.

- Selvfølgelig er jeg nervøs. Jeg mærker det ikke så meget i løbet af dagen, fordi jeg har så mange forpligtelser, men lige når jeg vågner om morgenen, kan jeg mærke det i maven.

- Når jeg vågner i morgen mandag kan hele opmærksomheden omkring mig være forsvundet, eller også er den bare blevet endnu vildere. For så er jeg godt på vej til at blive verdensmester, siger Peter Eastgate.

Fynboen rammer det berømte søm på hovedet. I dag klokken 10.23 Las Vegas-time sætter Eastgate sig til nemlig til pokerbordet sammen med sine otte konkurrenter for at afgøre World Series of Poker – verdens største pokerturnering. Når der er to tilbage, bliver spillet afbrudt, for at blive genoptaget mandag aften. Så står den på heads-up i kampen om millionerne.

Del af jobbet
Vi fanger Isser en times tid tidligere i udkanten af Las Vegas. Der bliver stukket på næven. Eastgate er de sidste par dage blevet trukket gennem mange – virkelig mange! – interviews. Han er glad, men de samme spørgsmål på forskellige gebrokne versioner af engelsk virker til at have efterladt kradsemærker på skjoldet.

- Hvordan påvirker den kraftige medieeksponering dig inden finalen?

- Eksponeringen generer mig ikke længere, og jeg føler ikke det påvirker mit spil. Jeg har vænnet mig til spørgsmålene, så jeg kører egentlig bare med flowet. Heldigvis er hele promotiondelen af denne her finale foregået relativt struktureret, hvor det ikke har taget så mange timer af gangen. Det følger jo med jobbet at lave promotion, og det er også godt betalt, smågriner Eastgate – og konkluderer på typisk Eastgatesk:

- Det nytter ikke noget at tro, man er en konge, der skal have alt serveret. Der skal arbejdes for føden.

Nej til afslapning
Tilbage på Rio er fotosessionen overstået. Men selv om promotion er en del af jobbet som professionel pokerspiller, så virker Isser glad for, at han kan slække paraderne – og slappe lidt af.

Men ikke for meget.

- Jeg forsøger at slappe af ved at fokusere på, at jeg ikke skal slappe af, siger Eastgate.

Øh-bøh, det lyder lidt… skørt. Og så alligevel ikke. For afslapningen kan resulterer i gummihjerne. Og det kan vi ikke lide.

- Mine forældre og mange af mine venner har taget turen herover, så jeg bruger meget tid sammen med dem. Det giver mig lidt distance til finalebordet. Det er mit livs chance, at jeg er med i den her finale, men jeg prøver at negligere det for ikke at blive grebet af nerver.

Et par store latinoer viger med ærefrygt i øjnene ind til siden, da vi går forbi dem. Under normale omstændigheder ville vi rykke ind til siden. Men Peter Eastgate udstråler styrke. En mand med en mission. En mission om at vinde World Series of Poker. Og retten til at kalde sig verdensmester.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste

Skærm

Hent flere