Service i DSB - er det en by i Rusland?

DSB ville ikke hjælpe en kunde, som havde glemt sit dyre kamera i deres tog. Ekstrabladet.dk tager nu hans sag op

31-årige Ole Skjødt fra Aalborg fik sig noget af en forskrækkelse, da han i sidste uge steg af toget i Odense. Han havde glemt sit dyre spejlrefleks-kamera på sin plads i toget og opdagede det først, da koduktøren havde fløjtet, og toget havde sat kursen mod København.

- Det er torskedumt, at jeg glemte det. Jeg gik i mine egne tanker og havde fuldstændig glemt, at jeg havde kameraet med, forklarer Ole, som med det samme ringede til DSB i håb om, at de kunne hjælpe ham.

- Det er jo et dyrt kamera, så jeg tænkte, at det ville blive stjålet, hvis det bare blev liggende på hattehylden. Jeg ringede til DSB for at høre, om de kunne få konduktøren til at hive mit kamera til side. Jeg havde pladsbillet, så jeg kunne fortælle ham præcis, hvor det lå, så han ikke skulle til at lede efter det i hele toget. Men det gad de ikke. De svarede, 'hvis vi skulle gøre det, ville vi ikke have tid til andet', siger Ole.

Ingen hjælp fra DSB
Hos DSB forstår man Oles dilemma, men salgsdirektør Anne-Lise Bach Sørensen forklarer, at der ikke er nogen kære mor, hvis man glemmer noget i toget. Man må bare krydse alle fingre og tæer for, at de glemte genstande ikke bliver stjålet.

- Der bliver glemt omkring 300 genstande i vores tog hver eneste dag. Togpersonalets arbejde er at sørge for, at de rejsende kommer af og på toget, og at togene kører til tiden. De kan ikke gå og lede efter ting. Det er også årsagen til, at vi over højttalerne opfordrer passagererne til at huske deres ting, når togene standser, forklarer hun.

- Ole kunne angive præcis, hvor i toget, hans kamera var, så personalet ikke skulle lede efter det. Gør det nogen forskel?

- Nej. Der er rigtig mange af de rejsende, som har pladsbillet. Vi har en ordning, hvor man kan ringe eller skrive til os, hvis man har glemt noget. Heldigvis oplever vi meget ofte, at de glemte ting bliver fundet, så den rejsende kan få det tilbage, siger salgsdirektøren.

Ringede til en ven
I erkendelse af at DSB ikke kunne afsætte sekunder til at hente sit kamera, ringede Ole i bedste 'Hvem vil være millionær'-stil til en ven. Vennen kunne så løbe ned på hovedbanegården i København for at hente kameraet, hvis det stadig lå på sin plads.

- Heldigvis kunne han finde det på ti sekunder. Det lå stadig på hattehylden. Men jeg synes stadig, at det er elendigt, at DSB ikke gider at yde den service, når jeg kunne angive præcis, hvor kameraet var. Jeg kunne forstå det, hvis det var en banan og en sut, forklarer Ole, som altså fortsat kan forevige sit liv med sit kamera.

Har du haft gode eller dårlige oplevelser med DSB, så fortæl din historie i kommentarfeltet herunder.

0 kommentarer
Vis kommentarer