Undtagelsestilstand i Bangkok-lufthavne

Thailands premierminister indfører undtagelsestilstand i to besatte lufthavne i Bangkok og understreger, at det er politiet og ikke hæren, som skal skabe orden

Den thailandske premierminister, Somchai Wongsawat, indførte i dag undtagelsestilstand i Bangkoks internationale lufthavn og en anden lufthavn i landets hovedstad. Begge er belejret af demonstranter, som sympatiserer med oppositionen og kræver regeringens afgang.

Samtidig svirrede det med rygter om et forestående militærkup.

- Regeringen aftalte at bruge undtagelsesdekretet i de to lufthavne for at sikre, at situationen atter kan blive normal, sagde vicelandbrugsminister Thirachai Sankaew, som udtalte sig på vegne af regeringen.

Tidligere opfordrede Somchai hæren til at forblive på kasernerne i stedet for at blande sig i den spændte indenrigspolitiske situation. Ifølge Thirachai er det politiet, som skal opløse lufthavnsbesættelserne.

0 kommentarer
Vis kommentarer