Rigmand bag dansk luftfartsselskab

Som nybagt millardær vil sælgeren og stifteren af Den Blå Avis på vingerne. Spørgsmålet er, om det bliver i tidligere Sterling-fly

Meget tyder på, at penge fra salget af Den Blå Avis kommer ud at flyve. (Foto: Alessandro Giangiulio/flickr)
Meget tyder på, at penge fra salget af Den Blå Avis kommer ud at flyve. (Foto: Alessandro Giangiulio/flickr)

Milliardæren og den tidligere ejer af Den Blå Avis, Karsten Ree, er ved at samle kredsen af tidligere Sterling topfolk efter flyselskabets konkurs i sidste uge.

Ree stiftede i søndags et nyt selskab Luftfartsselskabet af 2. november 2008 - og nu har han samlet flere personer fra den tidligere Sterlingledelse i selskabet. Det er Karsten Ree Holding ApS, der står bag selskabet.

Karsten Ree har sat både Sterlings kommercielle direktør Michael T. Hansen og chefen for operationelle aktiviteter Christian Gormsen ind i direktionen sammen med sig selv.

De sørgelige Sterling-rester
Om det er Sterlings konkursbo, den tidligere aviskonge har set sig lun på, vil Frank Ludvigsen - bestyrelsesmedlem i det nye selskab - hverken be- eller afkræfte:

- Jeg ved ikke så meget om detaljerne. Jeg kan bare sige, at der ikke er foretaget nogen beslutning endnu om at putte noget ind i selskabet, siger Frank Ludvigsen til Ritzau.

Kuratorerne i Sterlings konkursbo sidder netop nu og ser på indkomne bud på aktiver i det lukkede flyselskab. Tidsfristen for at afgive bud udløb natten til tirsdag. Frank Ludvigsen siger, at han ikke ved, om Karsten Ree har lagt billet ind på Sterling.

- Ikke hvad jeg er klar over. Du er nødt til at prøve at se, hvad resten af dagen bringer, siger bestyrelsesmedlemmet.

300.000 ned i lommen dagligt
Selv har Karsten Ree været meget fåmælt omkring sit nye projekt, men han siger dog til seoghoer.dk:

- Det har muligvis noget at gøre med at flyve med passagerer.

Karsten Ree solgte for nyligt sit livsværk Den Blå Avis til internetaktionssiden eBay. Det indkasserede han 2,1 mia. kroner for.

Han fortalte yderligere, at han scorer 300.000 kroner i rente om dagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer