Køb togbillet med mobilen

Om få måneder vil kunder i den offentlige trafik i hovedstadsområdet kunne betale deres billet via mobiltelefonen

Køb billet til tog og bus med mobilen. (Foto: Colourbox)
Køb billet til tog og bus med mobilen. (Foto: Colourbox)

Fra begyndelsen af næste år er det slut med at fumle efter småmønter, hvis man skal en tur med tog, bus eller metro i hovedstaden.

Trafikselskaberne i hovedstadsområdet, DSB, S-tog, Movia og Metroselskabet er nemlig klar med sms-billetten, hvor man med få tast på mobilen kan sikre sig en gyldig billet.

Alle mobiloperatører i Danmark sagt ja til at være med til at levere løsningen, og salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall, glæder sig på trafikselskabernes vegne til, at den nye billettype kan præsenteres for kunderne.

- Vi er utroligt glade for, at vi snart kan gå ud med det her tilbud til kunderne. Vi gør det selvfølgelig for at opfylde kundernes ønske om at gøre det nemt og hurtigt at købe billet til bus, tog og metro, siger salgsdirektør i S-tog, Niklas Marschall.

Sms-billetten vil i første omgang omfatte kontantbilletter, og prisen vil være den samme som en papirbillet, der kan trækkes i en automat. Eneste merudgift for kunderne vil derfor være den almindelige sms-takst, der for langt de fleste mobilkunder vil sige mellem 0-25 øre.

0 kommentarer
Vis kommentarer