Han onanerer istedet for at give mig sex

Hej Joan
Jeg er meget glad for min kæreste, og vi har været sammen i 3 år. Vores sexliv var førhen godt, men nu eksistere det næsten ikke! Det allerværste er, at min kæreste onanerer til pornofilm ved computeren, så snart jeg er ude af døren.

Jeg har set det og han indrømmer det. Han siger, han elsker mig, og at det ikke har noget med mig at gøre. Alligevel kan han ikke give mig svar på, hvorfor han hellere vil onanere hver dag end have sex med mig. Det er dybt frustrerende.

Han siger, det nok skal blive bedre, men der sker ikke noget. Jeg føler, det er mig, den er gal med. Vores sexliv eksisterer jo ikke, og det er, hver gang jeg er ude af døren, så går han i gang. Det er måske nemmere at onanere selv end at have sex?

Hilsen anonym

Kære anonym
De fleste mænd har en sex-kvote, de kan gøre godt med, og bruger de den på onani foran skærmen og får en til to udløsninger om dagen, er der ikke meget tilbage til kæresten.

Du lever med en mand, der ikke kan styre sit pornoforbrug, hvilket han sikkert selv er helt klar over. Nu er det sådan med mænd, at de nogen gange skal have et hjælpende 'spark bagi' for at komme op af den rille, som de er røget ned i, og du kan med god samvittighed vælge den metode for at få din kæreste på rette kurs igen.

Mit forslag er, at du skriver et forklarende brev til ham, pakker dine ting og flytter væk et stykke tid. Det er en konsekvens, som han bliver nødt til at tage stilling til. Vil han redde sit parforhold eller fortsætte sit pornomisbrug? Når du er tro over for dig selv og dine grænser, kommer det jer begge til gode.

Mange knus fra Joan



0 kommentarer
Vis kommentarer