Bollede med eks en måned før bryllup

Hej Joan
Jeg er nygift med en kvinde, som jeg elsker over alt på jorden. Vi har været sammen i næsten et år, før vi blev gift. Nu en måned efter finder jeg ud af, at hun havde sex med sin eks-fyr en måned før, vi blev gift.

Hun siger, at han pressede hende til det. Jeg siger, hun må have haft lyst, siden hun gjorde det. Så nu har jeg bare lyst til at forlade hende.

Skal jeg tilgive eller gå?

Tvivleren

Kære tvivler
Hvad får du ud af at gå? Jo, du får ret! Ret i, at hun er forkert og bør straffes for sine handlinger. Men dilemmaet er, at din straf vil ramme dig selv, fordi du elsker hende så meget, at det ikke vil give dig den tilfredsstillelse om hævn, som du drømmer om.

Jeg synes, at du skal tage en beslutning om at have tillid og stole på det, din kone fortæller dig, og tilgive hende for, at hun ikke magtede at sige nej og sætte en grænse overfor eks-fyren.

Måske er din kone rigtig dårlig til at sige nej og giver hellere andre, hvad de vil have, end hvad hun selv ønsker. Der er mange mennesker, og især kvinder, der 'lider' af den slags hensynsbetændelse, og selvom det i dette tilfælde er gået ud over dig, så kan jeg garantere dig for, at det går hårdest ud over dem selv.

Du er en anden type og forstår ikke, at nogen kan have sex uden at ville det selv, men det sker for rigtig mange kvinder hver eneste dag.

Kærlig hilsen Joan



0 kommentarer
Vis kommentarer