Sig hvad du vil have

Hej Joan
Jeg har lige sagt farvel til min fjerndistance-kæreste og er bange for, at det er et endeligt farvel. Lørdag formiddag sagde han, at jeg ikke kunne få sex med ham i denne weekend, fordi han havde så mange rygsmerter.

Jeg blev meget skuffet og frustreret, for jeg havde, efter ikke at have set ham i en måned, store seksuelle forventninger til mødet. Men okay, han kan ikke gennemføre et samleje pga. smerterne, og jeg har ondt af ham, men jeg mener alligevel, at man godt kan have sex uden et egentligt samleje, men med hænder og tunge.

Han undlod at tungekysse og at røre erotisk ved mig, og han beholdt sit undertøj på i sengen. Vi sov helt tæt sammen og med mange kærtegn i løbet af natten. Bare ikke de rigtige.

Som 49-årig kvinde er det svært for mig at undvære sex - men endnu sværere at tale om det. Jeg bliver bange for at tigge om sex/orgasme, for så kan det være lige meget. Jeg vil begæres. Jeg tror, at han hellere vil have venskabet og trygheden med mig end at gøre sig umage med at tilfredsstille mig.

Mange venlige hilsener Edith

Kære Edith
Mange kvinder forventer, at deres mænd kan regne ud, hvad de har brug for, men de ender med at gå rundt og brokke sig over, at manden ikke opfylder deres behov. Men mænd forstår ikke kvinders hentydninger og spil. De forstår direkte tale.

Lige siden tidernes morgen har kvinder ikke haft lov for at tale direkte og bede om det, de havde brug for. Det var mændene, der satte dagsordenen. I stedet lærte kvinderne at 'kommunikere' indirekte ved at vise manden sine uopfyldte behov gennem sit dårlige humør.

Men nu lever vi i en anden tid, hvor den store udvikling for kvinder generelt er at formulere det, som de gerne vil have, så de ikke behøver at gå rundt og surmule. 'Jeg vil blive så glad, hvis du vil hjælpe mig med at få en orgasme'.

At bede om noget er ikke det samme som at tigge om det. Det er derimod kommunikation. Og så behøver jeg vist ikke at sige mere.

Kærlig hilsen Joan

0 kommentarer
Vis kommentarer