FIFA-præsident støtter Thierry Henry

FIFA-præsident Sepp Blatter snød selv, da han var juniorspiller og bebrejder derfor ikke Thierry Henry for at tage bolden med hånden

Thierry Henry havde en hånd med i spillet, da Frankrig kvalificerede sig til VM. (Foto: AP)
Thierry Henry havde en hånd med i spillet, da Frankrig kvalificerede sig til VM. (Foto: AP)

Selv om han tog bolden med hånden og dermed udviste alt andet en fairplay, så får den franske landsholdsspiller Thierry Henry støtte fra højeste sted i fodboldens verden.

Præsidenten for det internationale fodboldforbund, Sepp Blatter, har således ringet til Henry for at tale om episoden.

- Han var ærlig og indrømmede, at han brugte hånden, men det var ikke hans ansvar at fortælle det til dommeren.

- Da jeg i sin tid var angriber på mit juniorhold, så drog jeg også fordel af at trække i forsvarsspillernes trøjer for at komme frem og score mål. Og det gik jeg ikke hen og sagde til dommeren, forklarer Blatter til avisen L'Equipe.

Præsidenten har ikke tidligere villet kommentere sagen, hvor Henry i en play-off-kamp om en VM-billet tog bolden med hånden, da han lagde op til det afgørende mål.

- I den konkrete sag, da Henry tog den med hånden, skulle dommeren have taget sig lidt bedre tid til at overveje situationen i stedet for straks at dømme mål, mener Blatter.

0 kommentarer
Vis kommentarer