Aldridge til sponsor: Fyr Henry

Irland- og Liverpool-legenden John Aldridge mener Gillette skal fyre Thierry Henry efter 'hånd-skandalen'. - UEFA gør ingenting, det styres af en franskmand (Platini)

Sponsoreren burde fyre Thierry Henry, mener John Aldridge (Foto: AP)
Sponsoreren burde fyre Thierry Henry, mener John Aldridge (Foto: AP)

- FIFA og UEFA burde udelukke ham. Definitivt. Noget skal der gøres. Men det kommer aldrig til at ske.

Sådan siger legenden fra det irske landshold og Liverpool FC John Aldridge om Thierry Henry, der onsdag aften svindlede Frankrig til VM.

Og franskmandens undskyldninger giver Aldridge ikke meget for.

- Bare se på, hvordan han fejrede scoringen. Han løb rundt, som om han selv havde lavet målet.

Ireren foreslår, at Henrys personlige hovedsponsor, Gillette, bør fyre ham.

- Det er den største svindel siden Maradona scorede med hånden mod England. Og tænk, han laver reklamer med Tiger Woods og Roger Federer. De bør fyre ham, siger han til Liverpool Echo.

Irland har protesteret til FIFA, men forventer ikke det store.

- Det er op til dem, specielt franskmændene, at indse at det var en parodi. At det var uretfærdigt, siger generalsekretær i det irske forbund, James Nunn.

Landets statsminister vil ligefrem, ifølge AP, tage det med på EU-topmødet for at tale med franske præsident Nicolas Sarkozy, men så bruger de da også tiden fornuftigt.

Fornuft venter Aldridge til gengæld ikke hos UEFA.

- UEFA styres af en franskmand (Platini) og FIFA ledes af Sepp Blatter. De finder på reglerne undervejs, siger han med henvisning til, at der pludselig blev indført seedning til playoff-kampene.

0 kommentarer
Vis kommentarer