Algeriet vandt hadets kamp

Algeriet er klar til VM i fodbold efter 1-0 sejr over Egypten i kvalgyseren i Sudan

Mens Algeriets spillere holdt VM-fest, hang egypterne forståeligt nok med hovederne. (Foto: AP)
Mens Algeriets spillere holdt VM-fest, hang egypterne forståeligt nok med hovederne. (Foto: AP)

Klicheen om 'hadets kamp' er noget fortærsket i sportens verden.

Men den svulstige titel passede perfekt, da Algeriet onsdag aften kvalificerede sig til VM i Sydafrika med en 1-0 sejr over Egypten i den ekstraordinære playoff-kamp i Sudans hovedstad, Khartoum.

De to holds indbyrdes kampe, der sluttede med en 2-0 sejr til hver, var præget af tilskueruroligheder og stenkast mod spillerne.

Så derfor var der lagt i kakkelovnen til onsdagens skæbnekamp på neutral banen.

Myndighederne i Sudan havde udkommanderet 15. 000 politibetjente for at holde styr på de tilrejsende fodboldfans, mens også ordensmagten i Egypten og Algeriet samt i franske Marseille var klar til ballade.

Selve kampen blev da også præcist så ophedet, som man kunne vente.

Første advarsel faldt efter 57 sekunder, og efter tre et halvt minut måtte dommer Eddy Maillet for første gang ind og afbryde et spillerslagsmål i opløbet.

Der blev dog også spillet fodbold i Sudan, hvor Egypten dominerede i lange perioder.

Egypterne kunne dog ikke finde nettet, og i stedet kunne Antar Yahia så sparke Algeriet til Sydafrika, da han fem minutter før pausen flugtede bolden utageligt i nettet via overliggeren fra en spids vinkel.

Efter pausen blev den tidligere AB- og FCM-angriber Mohamed Zidan sendt i spil for Egypten, men hverken han eller holdkammeraterne kunne levere den fornødne træfsikkerhed, og dermed bliver Algeriet nation nummer 27, som er klar til VM.

1 af 2 Der blev gået til stålet i VM-gyseren. (Foto: AP)
2 af 2 Mens Algeriets spillere holdt VM-fest, hang egypterne forståeligt nok med hovederne. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer