Irerne vil holde hovedet koldt i Paris

Irlands fodboldsønner har ryggen mod muren i aftenens play-off mod Frankrig og cheftræner Trapattoni tror på, at de grønne kan holde hovedet koldt

Mod slutningen af det første opgør lørdag på Croke Park i Dublin tørnede Lassana Diarra og Keith Andrews sammen i en anfald af provokationer og frustrationer.

Frankrig var på vej til at vinde 1-0, hvad de senere gjorde, og Diarra sagde angiveligt til sin irske modstander, at det var enden for Irland.

Den slags sammenstød vil man ikke se - i hvert fald ikke fra irsk side - når der er returkamp onsdag aften i Paris.

Det bedyrer Irlands italienske cheftræner Giovanni Trapattoni overfor BBC.

- Spillerne er altid under pres og nogle gange ved man ikke, hvad der sker i disse momenter. Jeg har sagt til spillerne, at disse kampe er for varme hjerter og kølige hoveder. Og sådan må vi spille onsdag aften, siger Trapattoni.

Ifølge anfører Robbie Keane er moralen fortsat høj hos irerne, selvom Nicolas Anelkas scoring lørdag gjorde Frankrig kæmpefavoritter til at komme videre til Sydafrika.

- Vi ved, hvad der er på spil. Og vi vil sandelig være klar til det. Vi har alle drømt om at komme til VM. Jeg har tidligere været så heldig at opleve det og jeg er desperat for at prøve det igen, siger Tottenham-stjernen.

Kampen spilles fra klokken 21.

0 kommentarer
Vis kommentarer