Krøldrup bag skovsneglens comeback

Landsholdets stopper Per Krøldrup har lært af sine store forgængere på landsholdet og ladet skovsneglen vandre på overlæben

Længe var det sendt i skammekrogen, men Per Krøldrup har sørget for, at det gode, gamle overskæg atter er bragt til ære og værdighed igen. (Foto: Ernst van Norde(
Længe var det sendt i skammekrogen, men Per Krøldrup har sørget for, at det gode, gamle overskæg atter er bragt til ære og værdighed igen. (Foto: Ernst van Norde(
Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at det langtfra var nogen tilfældighed, da Per Krøldrup lørdag aften optrådte som nobel, toscansk landgreve med piskeret over Esbjerg og Umbrien.

Friherren fra Farsø er jo som bekendt en både begavet og belæst mand, der kan sine klassikere.

Så han ved, at når Morten Olsen i de glorværdige 80’ere kiggede sig omkring, så fandt den senere landstræner umiddelbart tryghed i folk som Ole Qvist i målet og mandsopdækkerne Ivan Nielsen og Søren Busk.

Og hvad var det så lige, dén trio kunne?

Hvad var det lige, de tre havde?

Og hvad var det lige, der gjorde det danske forsvar anno 1984 og 1986 til en ubrydelig sidste skanse, en forsvarsbastion af Dannevirke-dimensioner?

Svaret er ganske enkelt: En hel bjergkæde af overskæg!

Læren fra 80’erne
Gutterne dengang drev simpelt hen – ved siden af fodbolden – hele plantager på overlæberne, og det er nok ikke for meget sagt, at netop moustacherne er et helt overset og forbigået element i historieskrivningen, når det gælder årsagsforklaringer på, hvorfor Danish Dynamite eksploderede i de punkede 80’ere.

Det var jo som at stirre op i en hel salgsudstilling af emhætter.

Per Krøldrup har tilsyneladende set lyset og genindført den gode, gamle skovsnegl på overlæben – i denne udgave dog tilført sofistikeret, adelig, italiensk hagedusk.

En dristig manøvre, når man samtidig skal holde hårbåndet på plads. Men taktikken ser jo ud til at lykkes.

OVER-skægget
Iskoldt bedømt ud fra Ekstra Bladets billeder er der endog enorm grøde i det krøldrupske krølskæg, der voksede betragteligt i styrke bare fra onsdag til søndag.

Vi ville gerne have rådført os med Ivan Nielsen, der uset af de fleste dommere formentlig har lavet mange eftertacklinger med SIN behårede amagerhylde, men sønnen Thomas melder hjemme fra VVS-firmaet på Amagerbrogade, at OVER-skægget er sygemeldt med en punkteret trommehinde.

Så det er ikke, fordi han ikke VIL høre. Han KAN ikke.

Men vi kan berolige med, at overskægget ikke fejler noget.

Per Krøldrup vil velsagtens ikke spekulere over andet end kammeraternes drillerier og så ellers koncentrere sig om at skille skæg fra snot.
1 af 7 Søren Busk udstrålede ro og overskud og var rygraden på 80'er-holdet. Naturligvis med overskæg.
2 af 7 Ole Qvist var en respektindgydende sidste skanse under EM i 1984 - ikke mindst på grund af sin elegante moustache.
3 af 7 EM-helten Kim Christofte skød Danmark i finalen og havde det sejeste overskæg i 1992.
4 af 7 Kim Vilfort afgjorde EM-finalen i 1992. Kunne han ha’ gjort det uden den behårede overlæbe?
5 af 7 Ingen over og ingen ved siden af Ivan Nielsen. Manden var simpelt hen OVER-skægget i 80’erne.
6 af 7 Klaus Berggreen var 80’er-holdets jernmand på midtbanen og havde en velplejet snotbremse.
7 af 7 Længe var det sendt i skammekrogen, men Per Krøldrup har sørget for, at det gode, gamle overskæg atter er bragt til ære og værdighed igen. (Foto: Ernst van Norde(
0 kommentarer
Vis kommentarer