Kristian Bak: Tror ikke på VM

Heerenveens midterforsvarer Kristian Bak Nielsen tror ikke, at han har størrelsen til at spille midtstopper på det danske landshold, der skal til VM

Kristian Bak Nielsen skiftede fra FC Midtjylland til SC Heerenveen for halvandet år siden. (Foto: AP)
Kristian Bak Nielsen skiftede fra FC Midtjylland til SC Heerenveen for halvandet år siden. (Foto: AP)

Kristian Bak Nielsen har accepteret, at hans chance for at komme med til VM i Sydafrika næste år er minimal.

Midtstopperen fra Heerenveen, der ikke er udtaget til træningskampene mod Sydkorea og USA, vurderer, at han ikke har størrelsen til at spille på landsholdet.

- Det har jeg accepteret. Jeg er ikke så stor en midterforsvarer. Jeg passer måske bedre til den hollandske liga fremfor landsholdet, siger Kristian Bak Nielsen, der ikke tror, at han bliver en del af VM-truppen.

 - Nej, ikke rigtigt. Jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke gider at tænke på det. Jeg koncentrerer mig om at spille en god sæson og komme til en større klub, og så er jeg tilfreds med min karriere, fortæller han.

Kan ikke klandre Olsen
Forsvarsspilleren er helt afklaret med sin situation på landsholdet og affinder sig med Morten Olsens fravalg i forbindelse med træningskampene.

- Det er hans valg. Man kan ikke klandre ham, for Danmark vandt jo VM-kvalifikationen. Så jeg vil ikke sige, at jeg er skuffet over ikke at være med, siger Kristian Bak Nielsen, der har været udtaget til landsholdet i løbet af 2009 uden at få spilletid.

Derfor har han ikke haft en chance for at bevise sine kvaliteter på landsholdsniveau:

 - Man kan ikke vise, hvad man står for til træning. Det er kampene, der viser, hvad man kan. Man skal ses mod de bedste i kamp for at blive bedømt ordentlig, og det er jeg ikke blevet.

0 kommentarer
Vis kommentarer