Sådan går det i VM-kvalen

Knald eller fald: Fodboldekspert Morten Bruun vurderer de fire europæiske play-off-kampe: Portugal kan komme i store problemer

Savnet af Ronaldo kan blive for stort for Portugal, mener Morten Bruun (Foto: AP)
Savnet af Ronaldo kan blive for stort for Portugal, mener Morten Bruun (Foto: AP)

I dag er det knald-eller-fald, eller ihvertfald den første af to kampe, for flere europæiske fodbold-stormagter, der så gerne vil med Danmark til Sydafrika.

Hvordan går det?

Her er vurderingen fra fodbold-eksperten Morten Bruun:

Grækenland-Ukraine

Mon ikke den sidste effekt af Otto Rehhagel som landstræner sender Grækenland til VM? Det er to meget lidt attraktive hold, som jeg ikke vil bruge tid på at se. Ukraine har ikke formået at skabe en ny stærk generation, og de havde nok ikke besejret England og dermed blevet toer i gruppen, hvis kampen ikke var spillet på et tidspunkt, da englænderne allerede havde kvalificeret sig.

Irland-Frankrig

Frankrig har længe haft kæmpemæssige problemer. Omvendt skal man ikke underkende det vindergen, alle store hold traditionelt har. For tre år siden tvivlede mange også på dem. Men da var de altså lige ved at vinde VM. Ikke en af de irske spillere ville være stærke nok til at komme på det franske hold. Jeg tror på Frankrig, men tror også, at de vil spille forsigtigt og være tilfredse med 0-0 i den første kamp.

Portugal-Bosnien Hercegovina

Skal jeg pege på en overraskelse, lurer den her. Portugal har alt for længe præsteret alt for lidt. De fungerer ikke som hold, og i to så afgørende kampe kommer de til at mangle Ronaldo. Også mentalt er de svækket. De risikerer hurtigt at miste modet, og man skal altså ikke underkende, hvad det betyder for Bosnien Hercegovina at have hjemmebane i den sidste kamp.

Rusland-Slovenien

Jamen, er det ikke sådan, at det hold, der har Guus Hiddink som træner også kommer til VM? Han er uovertruffen som træner. Rusland er en klasse bedre end Slovenien, og de vinder den første kamp med mindst et par mål. Jeg ser det ikke som nogen svaghed, at Rusland kun blev toer i gruppen. Man skal huske på, at det var Tyskland, der satte sig på førstepladsen.

Husk du kan følge alle fire kampe live her på sitet

0 kommentarer
Vis kommentarer