Sidste chance for Per Krøldrup

- De seneste landskampe har ikke været de bedste fra min side, erkender Per Krøldrup

Da fodboldåret blev skudt i gang med en testkamp i Athen, lå det til højrebenet, at Per Krøldrup skulle være den nye makker til Daniel Agger. For hvem skulle ellers afløse pensionerede Martin Laursen?

Godt nok løb der det meste af anden halvleg en ung knægt på 19 år rundt og varmede op på sidelinjen. Men Simon Kjær skulle jo først lige lære, hvad det vil sige at være på landsholdet, før han blev kastet i kamp.

Per Krøldrup spillede både i Athen og måneden efter på Malta. Siden har man intet set til Fiorentina-spilleren, der resten af året ofte har været skadet, men også milevidt fra en plads på holdet.

For han blev bare overhalet indenom. Ikke kun af kometen Simon Kjær, men også af Anders Møller Christensen.

Mange skader
Så set i det lys har året været en lang nedtur for forsvarsspilleren, der lidt på spidsen nu står over for sin sidste chance for at etablere sig på landsholdet.

– De seneste landskampe har ikke været det bedste fra min side. Sådan er det bare, erkender Per Krøldrup.

Efter et år, hvor han også har været forfulgt af mange skader, er spillelysten stor og motivationen intakt.

– Jeg har stor lyst til at spille fodbold. Og en VM-slutrunde er en stor oplevelse og en sportslig drøm at opleve, fastslår Per Krøldrup, der var med ved EM i 2004, men slet ikke fik spilletid i Portugal.

– Når vi går ind til den slags kampe, handler det om den rigtige indstilling og team-spirit. Selv om det er en testkamp, spiller vi for at vinde, siger Per Krøldrup, der er sikker starter mod Sydkorea i morgen i Esbjerg.

Hos trænerteamet har forventningerne i lang tid været store til Per Krøldrup, fordi han ofte præsterer på klubholdet i Fiorentina.

– Per har ikke præsteret, som vi havde forventet. Men vi har set i Fiorentina, at han har været stærkt spillende. Så vi har en klar tro på, at han løfter sig og præsterer på landsholdet, siger assisterende landstræner Peter Bonde.
0 kommentarer
Vis kommentarer