Capellos kolde blik redder England

Det er træner Fabio Capellos stålhårde blik, der har gjort England gode nok til at slå Tyskland på udebane, fortæller stjernerne David James og John Terry

Fabio Capellos blik kan pille en engelsk landsholdsspiller helt ned. (Foto: AP)
Fabio Capellos blik kan pille en engelsk landsholdsspiller helt ned. (Foto: AP)

Den engelske landsholdsmålmand David James afslører nu, at det var en røffel fra landstræner Capello, som fik de engelske spillere til at tage sig sammen og slå Tyskland på Det Olympiske Stadion i Berlin.

- Tirsdag i træningen spillede vi på to mål i små hold, og efter tre minutter stoppede han os og sagde, at det var helt forkert, fortæller James til The Guardian.

- Han er ikke typen, der skriger. Det er et stålhårdt blik, som siger én, at der skal ske en ændring. Hans engelsk er ikke specielt godt, men han siger, hvad han mener, og det smukke er, at det ikke kan fejlfortolkes, siger James, som er imponeret over, at Capello har taget det samme hold, som Steve McLaren ikke kunne få til at fungere, og gjort det bedre.

Chelseas John Terry ser det på samme måde.

- Vi har udviklet os kolossalt og ligner et helt andet hold, end vi var for 12 måneder siden. Tirsdag fik vi det spark i røven, og der har været flere spark hen over året.

- Han kigger bare på dig, som om han vil sige: 'Få styr på det'. Jeg kan huske i vores anden kamp (under Capello, red.), hvor vi blev ramt af fler ekontraangreb. Han viste os en video, satte den på slow-motion og fortalte os, at vi ikke arbejdede hårdt nok for hinanden. Efter det vidste vi, at der skulle meget mere til, fortæller Terry.

0 kommentarer
Vis kommentarer