Ferdinand langer ud efter fans

Rio Ferdinand var stærkt utilfreds med de fans, der var på nakken af Ashley Cole i lørdagens storsejr over Kasakhstan

Rio Ferdinand og England havde ingen - eller kun få - problemer med Kasakhstan lørdag aften. (Foto: AP)
Rio Ferdinand og England havde ingen - eller kun få - problemer med Kasakhstan lørdag aften. (Foto: AP)

Kasakhstan levede en overgang i håbet om at komme fra Wembley med point i lørdagens VM-kvalifikationskamp.

Årsagen var Asley Cole, der efter 68 minutters spil uheldigt kom til at spille Zhambyl Kukeyev helt fri, så denne kunne reducere til 2-1.

Det affødte en stribe buh-råb efter Cole, når han havde bolden. Til stor irritation for hans makker i forsvaret, Rio Ferdinand.

- De skulle skamme sig, tordnede Ferdinand efter 5-1-sejren.

- Vi er kun mennesker, og mennesker begår fejl. Vi er store nok til at hæve hånden, når vi har begået en fejl. Men det gør bestemt ikke tingene lettere, når vi får vores egne fans imod os, sagde United-forsvareren.

- Jeg håber, folk vil reflektere lidt nærmere over det og lade være med at gøre det igen, sagde han.

0 kommentarer
Vis kommentarer