0 procent i fast rente: Køb ny bil rentefrit

Toyota lancerer billån med fast rente på 0 procent

Vil du have en Toyota, kan du i den kommende periode finansiere din nye bil rentefrit. Foto: Toyota
Vil du have en Toyota, kan du i den kommende periode finansiere din nye bil rentefrit. Foto: Toyota

En attraktiv finansiering er et vigtigt våben for bilmærkerne i kampen om at vinde bilkunder. Som det første bilmærke har Toyota nu lanceret et billån med fast rente på 0 procent til finansiering af en bred vifte af mærkets fabriksnye hybridbiler.

Fra mandag 21. oktober kan kunder hos Toyota i tre uger få finansieret deres nye bil med 0 procent i fast rente, altså rentefrit, i hele lånets løbetid på op til 96 måneder.

Det oplyser Toyota i en pressemeddelelse.

- For rigtig mange mennesker er de to største investeringer i livet bolig og bil. Som boligejer har de faste renter på på realkreditlån aldrig været lavere, mens de variable renter endda er negative. Vi ønsker også at give vores kunder mulighed for at benytte sig af det rekordlave renteniveau, når de køber bil. Derfor lancerer vi nu billån med 0 procent i fast rente, hvor de eneste reelle udgifter er etableringsomkostningerne, siger Anders Tystrup, pressechef hos Toyota Danmark, i pressemeddelelsen.

Se også: Elbiler stiger markant i pris: - Det er helt forkert

Tilbuddet gælder for alle lagerførte hybridbiler lige fra Danmarks mest populære hybridbil Toyota Yaris Hybrid til den store, nye Toyota Rav4 Hybrid og løber frem til 10. november. Den nye bil skal være indregistreret senest 31. december.

Fra 1. januar i år til og med 19. oktober har Toyota solgt 1949 eksemplarer af Yaris Hybrid, 1911 eksemplarer af Corolla Hybrid, 1782 eksemplarer af C-HR Hybrid, mens SUV'en Rav4 Hybrid er blevet solgt i 1388 eksemplarer. Prius er blevet solgt i 252 eksemplarer.

Testvinder
Toyotas egen hjemmeside kan man finde eksempler på omkostningerne ved billån med 0 procent i rente. Man kan f.eks. købe en Corolla Hybrid 1.8 Touring Sports til 2532 kr./md. over 96 måneder med en udbetaling på 57.998 kroner. Her er ÅOP'en, de årlige omkostninger i procent, 1,35 procent og de samlede kreditomkostninger 12.680 kr. Bilens samlede pris bliver dermed 301.070 kr.

En Yaris Hybrid kan blive din for 1749 kr./md. over 96 måneder med en udbetaling på 38.798 kr., og her er ÅOP'en 1,99 procent og de samlede kreditomkostninger 12.712 kr., hvorfor bilens samlede pris er 206.702 kr.

Har du pengene selv, så koster Toyota Yarisen her i eksemplet fra 193.990 kr. inkl. levering.

Til sammenligning vil den laveste ÅOP ifølge lånesammenligningsportalen Mybanker.dk være 3,7 procent på et lån med samme lånebeløb, udbetaling og løbetid som ved Yaris'en.

Toyota Finans har fem gange i træk sikret sig titlen 'Bedst i test' af Forbrugerrådets magasin TÆNK Penge.

Se også: Så meget ny bil kan du få for 100.000 kr.

59 kommentarer
Vis kommentarer