14 ton på krogen – det bliver ikke mere mandigt end den nye Ram

Ram-pickuppen er blevet opdateret, så den nu har vanvittige 1218 Nm fra en Cummins dieselmotor

Du finder ikke ret mange ting, som er mere maskulint end en Ram pickup. Altså bortset fra en ny Ram – den må nemlig trække endnu mere. (Foto: PR)
Du finder ikke ret mange ting, som er mere maskulint end en Ram pickup. Altså bortset fra en ny Ram – den må nemlig trække endnu mere. (Foto: PR)

Blandt de tre store 'truck'-producenter i Amerika, er der et våbenkapløb, der får Den Kolde Krig til at ligne et Tupperware party. Der findes to parametre, som Chevrolet, Ford og (Dodge) Ram konkurrerer på – moment og anhængervægt. Og som med alle mænd, der frygter, at deres tissemand er for lille, handler det konstant om, at have den største. Som det er lige nu, har Ram den største.

Se også: Tag en truck-overdosis

Ram har netop introduceret deres 2016-version af den gigantiske pickup Ram. Under hjelmen har de opdateret den 6,7-liters store sekscylindrede rækkemotor fra lastbilmotor-producenten Cummins. Nu puster turboen endnu mere luft ind, og samtidig skydes der endnu mere diesel ind. Diesel og luft giver flere kræfter, så kæmpe-klumpen spytter nu 390 hk ud sammen med monumentale 1218 Nm moment. Det er ganske vist kun en forøgelse på 47 Nm, men det er lige meget, når det handler om at være foran de andre.

Den særlige offroad-variant Power Wagon fås desværre ikke med den magtfulde Cummins diesel. Til gengæld kommer den standard med et seks tons spil. (Foto: PR)
Den særlige offroad-variant Power Wagon fås desværre ikke med den magtfulde Cummins diesel. Til gengæld kommer den standard med et seks tons spil. (Foto: PR)

Trailer-fest
I våbenkapløbets hellige ånd er den maksimale anhængervægt også hævet med 548,8 kg, så Ram 3500 nu må trække vanvittige 14.156,6 kg. Det er 10 pund eller 4,5 kg mere end den tilsvarende Ford F-450 Superduty, og nok til at Ram kan kalde sig kongerne af klassen.

Så længe du ikke er på arbejdet, behøver du ikke stort kørekort for at køre med en kæmpe trailer i USA. (Foto: USA)
Så længe du ikke er på arbejdet, behøver du ikke stort kørekort for at køre med en kæmpe trailer i USA. (Foto: USA)

Den ekstra lasteevne er opnået ved at forstærke bagakslen, der måler knap 30 cm i omkreds, så den nu har fået 16 bolte i stedet for 12. Det er åbenbart alligevel de små ting, der tæller.

Se også: Undgå at ligne en idiot – Ford hjælper dig med at bakke

Hvordan Ford og Chevrolet vil reagere, vil tiden vise, men det er ret sikkert, at de begge vil fortsætte kapløbet mod toppen. Chevrolet forventes at komme med en faceliftet version af deres Silverado, som også skulle have en ny dieselmotor. Indtil da koster en Ram 3500 fra 212.000 kr. i USA.

35 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere