1400 hk i ny Mustang: Du må undvære motorlyden

Ford har præsenteret en ny Mustang-dragster med hele 1400 hk til racerbanen

Her kan du få en forsmag på den elektriske Mustang-dragster. Video: Ford

Spørger man Ford, så er fremtiden for nogle af de mest ekstreme racerbiler elektrisk. Ford har nemlig lanceret deres bud på fremtidens dragster - en Elektrisk Mustang Cobra med 1400 hk.

Normalvis forbinder man dragsterracing og Ford Mustang-modellen med store motorer, der ikke er bange for at sluge betragtelige mængder brændstof, masser af motorlyd og dækrøg.

Sådan er det ikke med den nye elektriske Mustang Cobra, hvor du må leve uden både de store motorer og brølet fra motoren.

Den larmer nemlig slet ikke og sluger ikke én dråbe brændstof. Til gengæld kan den tilbagelægge en kvart mil (402 meter) på lidt over otte sekunder med en topfart på 273 km/t. For første gang nogensinde introducerer Ford Performance en Mustang Cobra Jet, der er 100 procent elektrisk.

Det oplyser Ford i en pressemeddelelse.

Den batteridrevne Mustang Cobra Jet 1400 er en specialbygget dragster-prototype, der leverer 1400 hk og et drejningsmoment på 1.500 Nm.

- Ford har altid vist innovation gennem motorsport. Elektriske drivlinjer giver os en helt ny form for ydelse, og vores strømdrevne Cobra Jet 1400 er et eksempel på, hvordan vi skubber ny teknologi helt til grænsen. Vi er glade for at kunne vise den frem i et år, hvor Mustang-familien også får et helt nyt medlem i form af den 100 procent elektriske SUV Mustang Mach-E, siger Dave Pericak, global direktør hos Ford Icons, i pressemeddelelsen.

Se også: Mustang Bullitt er en værdig hyldest

Kan opleves
Lige nu er Cobra Jet 1400 en prototype, men senere på året får modellen dens officielle drag racing-verdensdebut, hvor både fans, pressen og motorsportskonkurrenter vil kunne opleve det elektriske monsters egenskaber på asfalten.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kræfterne er elektriske, men ellers ligner Cobra Jet en dragster, som man kender den. Foto: Ford
Kræfterne er elektriske, men ellers ligner Cobra Jet en dragster, som man kender den. Foto: Ford

Som nævnt vil Ford også udvide Mustang-familien med en elektrisk udgave, som helt almindelige mennesker kan købe. Det sker med en ny fuldt elektrisk SUV, som får navnet Mustang Mach-E.

Se også: Ford lancerer elektrisk Mustang: - Det er en ny æra

Prisen på Ford Mustang Mach-E starter fra 451.897 kroner for versionen med 75 kWh og baghjulstræk. Mustang Mach-E forventes lanceret i Danmark i december 2020, men kan bestilles fra sommeren 2020 med forventet levering i starten af 2021.

17 kommentarer
Vis kommentarer