3,4 milliarder for 1,4 kilometer lang tunnel

Den nye tunnel gør, at 600 lystbåde skal have nye pladser

Til åbningen af den nuværende Nordhavnstunnel fik cyklister lov at prøve, før det blev bilernes tur. Nu bygges der en ny tunnel i forlængelse af den. Foto: Anthon Unger
Til åbningen af den nuværende Nordhavnstunnel fik cyklister lov at prøve, før det blev bilernes tur. Nu bygges der en ny tunnel i forlængelse af den. Foto: Anthon Unger

Vejdirektoratet påbegynder nu arbejdet med at bygge en 1,4 km lang tunnel ved Nordhavn i København.

Tunnelen skal efter planen stå færdig i slutningen af år 2027 og vil komme til at koste 3,4 milliarder kroner at anlægge.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

- København vokser med cirka 10.000 beboere hvert år, og med Nordhavnstunnelen bliver der plads til flere københavnere, fordi vi får skabt bedre adgangsforhold til byudviklingsområderne i Nordhavn, siger Silas Nørager, projektleder i Vejdirektoratet.

Se også: Vil have ens regler ved uheld: 'Gør som på Fyn'

Tunnelen skal ligge i forlængelse af Nordhavnsvejtunnelen på østsiden af Strandvænget på Østerbro, under Svanemøllehavnen og frem til Kattegatvejs-forlængelse i Nordhavn.

Fordi den skal gå under Svanemøllehavnen skal Vejdirektoratet udover arbejdet med selve tunnelen også anlægge en midlertidig erstatningshavn i Færgehavn Nord.

Artiklen fortsætter under grafikken ...

Her kan du se, hvor tunnelen skal ligge. Grafik: Vejdirektoratet
Her kan du se, hvor tunnelen skal ligge. Grafik: Vejdirektoratet

Når arbejdet er færdiggjort, bliver tunnelen overdraget til Københavns Kommune.

De 3,4 milliarder finansieres af By og Havn I/S, der også står for den generelle byudvikling i Nordhavn, Københavns Kommune og det fremtidige selskab for Lynetteholmen. 

Flytter lystbådehavn
Vejdirektoratet oplyser, at de er i fuld gang med projektering af projektet samt alle forberedende opgaver.

En af de opgaver bliver at fortælle 600 lystbådeejere, at deres båd ikke længere kan ligge i Svanemøllehavnen.

- Vi lægger stor vægt på at tage hensyn til de bådejere, der er i havnen. Og som det ser ud nu, opdeler vi projektet i to etaper: Anlæg af en erstatningshavn, så omkring 600 både, der nu ligger i Svanemøllehavnen, kan flyttes og dermed give plads til anlæg af tunnelen, som bliver anden etape af projektet, siger Silas Nørager.

- En anden vigtig opgave, som vi arbejder med, er information til de mange mennesker og virksomheder, der bliver berørt af projektet. Vi havde egentlig planlagt et informationsmøde i midten af april, men det har vi i lyset af coronavirussen måttet aflyse. Nu kigger vi på, hvordan vi kan afholde et virtuelt informationsmøde i stedet, siger Silas Nørager.

Se også: Kan ikke lade elbiler: - Det er et stort problem

111 kommentarer
Vis kommentarer