3500 cyklister nedsætter hastigheden på Storebælt

Motionscykelløb med 3500 deltagere vil lørdag nedsætte hastigheden for øvrige trafikanter

Lørdag 4. september får den almindelige trafik på Storebælt følgeskab af tusindvis af motionscyklister. Foto: Colourbox
Lørdag 4. september får den almindelige trafik på Storebælt følgeskab af tusindvis af motionscyklister. Foto: Colourbox

Næste år skal der køres Tour de France i Danmark, og nu får tusindvis af motionscyklister muligheden for at få en smagsprøve på, hvad der venter Tour-feltet i 2022.

Lørdag 4. september får motionscyklisterne nemlig mulighed for at krydse Storebæltsbroen, og skal man derfor i bil hen over Storebælt fra Fyn til Sjælland på lørdag, kommer det til at foregå med nedsat hastighed.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Fra klokken 13.30 vil der nemlig være cyklister i det ene spor samt nødsporet, når motionscykelløbet 'Aarhus - København' løber af stablen.

-  Det kræver lidt ekstra tålmodighed for de bilister, der skal over, men jeg er sikker på, at de også vil nyde synet, siger transportminister Benny Engelbrecht i pressemeddelelsen.

Skal ikke ske hver dag
Motionsløbet er delt op i tre forskellige ruter, og alle går over Storebælt. Den længste rute går fra Aarhus til København og er på 376 kilometer, og den korteste er fra Odense til Korsør på 57 kilometer.

Omkring 3500 cykler forventes at krydse broen, og transportministeren glæder sig over, at den slags kan lade sig gøre - så længe det ikke bliver hverdagskost.

- Jeg er stor tilhænger af, at vi stiller vores flotte broer og veje til rådighed for anderledes oplevelser, når det er muligt. Det skal naturligvis ikke ske hver og hver anden dag, men når man vurderer, det er muligt at afvikle trafik og arrangementer samtidig, siger Benny Engelbrecht.