5300 bilister blitzet: - Det er for mange

I en fælles europæisk indsats mod for høj hastighed på vejene udskrev dansk politi godt 5300 bøder til bilister

Politiets fartkontrol fangede adskillige tusind bilister, som havde for travlt i forhold til hastighedsgrænsen. Arkivfoto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Politiets fartkontrol fangede adskillige tusind bilister, som havde for travlt i forhold til hastighedsgrænsen. Arkivfoto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Flere tusind danske bilister kørte for stærkt mellem 12. august og 18. august, hvor dansk politi gennemførte målrettede indsatser mod hastighedsoverskridelser i trafikken.

Indsatserne var koordineret på europæisk plan i regi af TISPOL.

Ved de målrettede hastighedskontroller kunne politiet notere 5300 hastighedsoverskridelser.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

- Der er stadig for mange bilister, der kører for hurtigt og dermed udsætter sig selv og andre for fare, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i pressemeddelelsen.

- Fart dræber og er stadig et problem for trafiksikkerheden, som kræver politiets fortsatte opmærksomhed. Når hastigheden sættes i vejret, øges både den strækning, som bilen kører, inden føreren reagerer, og bilens bremselængde, siger han.

Se også: Bilist fik advarsel af politi: Spillede Pokemon Go på 8 mobiler

Klar sammenhæng
Ud af de 5300 hastighedsoverskridelser var mere end 2600 overskridelser af den generelle hastighed i byerne, knap 1700 var overskridelser af den generelle hastighed på landeveje og motorveje, mens knap 1000 overskred den skiltede hastighed på vejene, blandt andet hvor hastigheden var nedsat på grund af vejarbejder.

I op mod halvdelen af alle dødsulykker eller ulykker med alvorligt tilskadekomne med personbil kørte føreren over hastighedsgrænsen.

- Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne, siger Christian Berthelsen.

Rigspolitiet understreger, at uheldsrisikoen ikke er lige stor for alle typer af veje.

100 km/t. på en motorvej er ifølge dem mindre farligt end 100 km/t. på en landevej eller en byvej.

- Dette skyldes, at en motorvej er konstrueret til disse høje hastigheder, og at der her kun kører personbiler og lastbiler. Landeveje og byveje er derimod konstrueret til meget lavere hastigheder, og trafikken er mere kompleks, da både fodgængere, cyklister og biler er til stede, oplyser politiet.

Se også: Vigtig opfordring til bilister: - Lad være med dette

387 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere