Det er aldrig for sent at udleve drømmen, og det er nordmanden Henry Harrfeldt på 78 år et meget godt bevis på.
Han er nemlig ejer af den eneste McLaren 720S Spyder, som er indregistreret i Norge.
Det skriver TV2.no.
Den 78-årige nordmand har ejet og kørt i den vilde McLaren med 720 hk i et års tid. Selvom han i forvejen har en AC Cobra og en Ford GT40, så er den ekstreme McLaren i en klasse for sig.
- De er fede, men de følger nok ikke helt med McLaren. Den er ustoppelig, siger Henry Harrfeldt til TV2.no.
- Man lever kun én gang. Det bliver ikke meget heftigere end denne. Bilen har næsten ingen grænser. Det går så hurtigt, at det næsten er lidt uhyggeligt, siger nordmanden.
Han købte bilen for 4,3 millioner norske kroner for et års tid siden, men allerede nu er værdien af bilen faktisk steget til 5 millioner norske kroner.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ikke en Ferrari-mand
Henry Harrfeldt har tjent sine penge som ejer af et trykkeri. Trykkeriet er nu solgt, og derfor ville bilentusiasten gerne forsøde tilværelsen med noget af det vildeste, man kan få med fire hjul.
- Mange har spurgt, hvorfor jeg ikke købte noget italiensk. Men jeg er ikke en Ferrari-mand. Efter at have læst meget om bilen fandt jeg ud af, at der er få andre, som matcher den. Især når det kommer til køreegenskaber og ydeevne. Det faktum, at bilen derudover ser meget godt ud, gjorde, at jeg ville have den, siger Henry Harrfeldt.
Trods alderen på 78 år er det slet ikke sikkert, at Henry Harrfeldt har købt sin sidste vilde superbil.
- Jeg kredser lidt om den nye Ford GT. Det må jeg indrømme. Men når jeg tænker over det, har jeg mere end nok biler, så jeg tror, jeg klarer mig, siger han.
En McLaren 720S Spyder er udstyret med en V8-motor, som yder 720 hk og 770 Nm. Bilen vejer kun 1300 kg, og 0-100 km/t er overstået på 2,9 sekunder, mens topfarten er 341 km/t.