825 fartbøder på ni måneder: Russisk toppolitiker anklages for korruption

Millionøser og overdreven fartglæde kaster russisk parlamentariker ud i et stormvejr blot halvanden uge op til præsidentvalget

Formanden for det udenrigspolitiske udvalg i Ruslands parlament, Leonid Slutsky, anklages for at køre hensynsløst i sin dyre Mercedes-Maybach. Arkivfoto: Alexander Zemlianichenko/AP/Ritzau Scanpix
Formanden for det udenrigspolitiske udvalg i Ruslands parlament, Leonid Slutsky, anklages for at køre hensynsløst i sin dyre Mercedes-Maybach. Arkivfoto: Alexander Zemlianichenko/AP/Ritzau Scanpix

Leonid Slutskys fod har ligget alt, alt for tungt på speederen i en luksusbil, han slet ikke burde have råd til.

Sådan lyder anklagerne mod parlamentarikeren, der er formand for det udenrigspolitiske udvalg i Ruslands parlament, Dumaen. Anklagerne er fremsat af den berømte russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnij, der gennem sin såkaldte antikorruptionsfond angiveligt har gennemgået Slutskys egne opgørelser over sine aktiver.

Navalnij gennemgår resultatet i et indlæg på sin hjemmeside, og det regeringskritiske medie Meduza har efterfølgende taget historien op.

I Navalnijs indlæg springer især én ting i øjnene: Toppolitikeren har indregistreret en luksusbil af mærket Mercedes-Maybach, som siden juni 2017 er blevet registreret for forseelser i trafikken ikke mindre end 825 gange.

Ifølge Navalnij er de fleste af dem hastighedsovertrædelser, og samlet set skulle bøderne løbe op i knap 150.000 kroner.

Lønnen rækker ikke
Ud over sin Mercedes-Maybach har Leonid Slutsky en Bentley Continental Flying Spur, som er indregistreret i konens navn, og i 2016 indberettede parret, at de også havde anskaffet sig en Bentley Bentayga SUV.

De to biler koster hver især over en million danske kroner.

Se også: Chauffør tog hurtig beslutning: Så blev milliondyre luksusbiler kvast

Leonid Slutsky tjener ifølge Navalnij kun to millioner rubler om året - cirka 210.000 kroner - og derfor undrer oppositionspolitikeren sig over, hvordan Slutsky har råd til et liv, der ud over luksusbilerne også indeholder store stykker land.

- For at have råd til det, skulle Slutsky have spist ingenting, drukket ingenting og ikke brugt en øre siden 2012, skriver Navalnij og konkluderer derfor, at pengene må være fra ulovlige indtægter.

Udelukket fra valget
Anklagerne om korruption er ikke de eneste, Leonid Slutsky kæmper med i disse dage. En række kvindelige journalister er også stået frem med anklager om upassende, seksuelle tilnærmelser - anklager, som politikeren både har afvist og beklaget.

Han har endnu ikke forholdt sig til de nye anklager.

Aleksej Navalnij er en af Ruslands mest kendte Putin-kritikere. Den 41-årige advokat var indtil december sidste år en af de førende kandidater til at udfordre Vladimir Putin ved præsidentvalget i næste uge.

Men en dom på fem års betinget fængsel for svindel i 2013 betød, at han er blevet udelukket af landets domstole fra at stille op. Selv mener han, at dommen var politisk motiveret.

Se også: Kina bygger ny motorvej, der kan oplade din elbil på farten

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen