Aarhus-bydel plaget af bilræs: Nu giver politiet bøder og klip

En bilist blev taget i at køre 75 km/t i byzone

I bydelen Aarhus Ø kører mange for stærkt og hensynsløst, og nu giver politiet bøder og klip til færdselssynderne. Foto: Finn Frandsen
I bydelen Aarhus Ø kører mange for stærkt og hensynsløst, og nu giver politiet bøder og klip til færdselssynderne. Foto: Finn Frandsen

Der bliver kørt for stærkt og brændt dæk af i den nye bydel Aarhus Ø på havnen i Aarhus.

Problemet er blevet beskrevet flere gange, og for nyligt gik flere beboere fra området sammen om en underskriftsindsamling med det formål at gøre lokalpolitikerne opmærksomme på problemet igen.

I den forbindelse oplyste Østjyllands Politi, at de i den kommende periode vil skrue op for færdselsindsatsen på Aarhus Ø.

Det fik flere bilister at mærke i weekenden.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

- Østjyllands Politi fik i løbet af weekenden flere anmeldelser om, at der blev kørt ræs på Aarhus Ø. Politiet havde af flere omgange patruljer på stedet, og der blev sat en færdselskontrol op søndag aften, hvor der blandt andet blev uddelt et klip i kørekortet til en ung mand, som kørte 75 km/t på stedet, skriver politiet i døgnrapporten.

- Østjyllands Politi vil også den kommende tid være synligt til stede på Aarhus Ø for at holde øje med personer, der kører ræs eller på anden måde skaber utryghed i området, skriver politikredsen.

Se også: Område plaget af vanvidskørsel: Nu kommer 15 bump

Allerede sent natten til tirsdag 5. maj blev der så igen kørt for stærkt på Aarhus Ø.

- Omkring midnat var der igen problemer med unge mænd, der kørte ræs på Aarhus Ø. Vi var på stedet og skrev seks færdselssager. En blev f.eks. sigtet for at unødvendig og forstyrrende kørsel. Vi fortsætter med at være ekstra obs på området den kommende tid, skriver Østjyllands Politi i et tweet.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Beboere har fået nok
Beboerne på Aarhus Ø har efterhånden fået nok af den hensynsløse og farlige kørsel.

Derfor er de gået sammen om at lave en underskriftsindsamling med det formål at gøre lokalpolitikerne opmærksom på problemet igen.

Det skrev Århus Stifstidende for nyligt.

- Den seneste tid har mange beboere udtrykt bekymring og frustration over tiltagende uro på Århus Ø. Det synes desværre at være en tilbagevendende tendens, så snart vejret er godt. Det er blandt andet situationer som ræs, truende adfærd, bilfester og salg af stoffer på parkeringspladserne, der giver anledning til frustration og bekymring, sagde Kenneth Witzansky, beboer på Aarhus Ø og initiativtager til underskriftsindsamlingen, til Århus Stiftstidende i den forbindelse.

- Beboere på Århus Ø kan fortælle om vilde bilfester på områdets parkeringspladser, der forstyrrer nattesøvnen, stødende tilråb fra forbipasserende biler, truende adfærd, bilkørsel i modkørende retning og på cykelstien, m.m, skriver initiativtagerne i selve underskriftsindsamnlingen.

Se også: Bekymrede beboere: Bilister laver hjulspind og kører for hurtigt

170 kommentarer
Vis kommentarer