Advarsel: 2366 Audier i Danmark kan bryde i brand

Bilerne må denne sommer kun parkeres under åben himmel og ikke i carporte og garager

'Tilbagekaldelsen omfatter i Danmark 2.366 registrerede biler af modellerne Audi A4, A5, A6, A7 og Q5,' oplyser Audi. Foto: PR
'Tilbagekaldelsen omfatter i Danmark 2.366 registrerede biler af modellerne Audi A4, A5, A6, A7 og Q5,' oplyser Audi. Foto: PR

Audi advarer nu knap 2400 danske kunder om, at bilerne kan bryde i brand.

'Tilbagekaldelsen omfatter i Danmark 2.366 registrerede biler af modellerne Audi A4, A5, A6, A7 og Q5,' skriver Britt Stellinger, PR-chef for Audi i Danmark i en mail til Ekstra Bladet.

I brevet til kunderne skriver Audi:

’Der kan trænge fugt ind i remstartergeneratoren på din bil. Som følge deraf kan der under ugunstige omstændigheder opstå en kortslutning i komponenten, hvorved det ikke kan udelukkes, at der kan opstå brand som følge af den lokale overophedning.’

Mangler reservedel
Men Audi har endnu ikke de reservedele, der skal til for at gøre bilerne sikre, men Audi håber, at de bliver til rådighed i løbet af sommeren.

Så ’Vi beder dig om at parkere bilen under åben himmel, indtil reparationen er udført, og undgå parkeringshuse, parkeringskældre, garager og carporte,’ skriver Audi, som også opfordrer kunderne til at oplyse til Audi, hvis de har solgt bilerne videre. For så kan Audi advare de nye ejere.

'Aktionen er sat i gang hos alle Audi servicepartnere, og trods udfordringen med reservedelsleveringen forårsaget af Covid19-situationen, har de første kunder allerede fået skiftet komponenten,' skriver PR-chefen, som forsikrer om, at ingen biler endnu er brudt i brand.

I brevet til bilejerne står:

'Hvis det begynder at lugte varmt under kørslen, skal bilen straks parkeres sikkert under åben himmel'.

144 kommentarer
Vis kommentarer