Afslørende kontrol på danske veje: Mange får bøder

Flere virksomheder får bøder efter en kontrol af varebiler og mandskabsvogne

Hvad bliver der uddelt flest bøder for i trafikken? Få svaret her. Foto/redigering: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix/Max Madsen

En række virksomheder står til at skulle betale en bøde, og enkelte skal også betale fuld registreringsafgift af deres mandskabsvogne, fordi køretøjerne blev brugt til privat kørsel. Det står klart efter en målrettet kontrol fra Motorstyrelsen i sidste uge ved Næstved og Nykøbing Falster. Virksomhederne får bøder for manglende oplysninger på deres varebiler.

Det skriver Motorstyrelsen i en pressemeddelelse.

Cirka 17 procent af bilisterne, der blev stoppet ved kontrollen, kørte i varebiler, der ikke havde virksomhedens CVR-nummer og navn synligt på siden af bilen, som loven ellers foreskriver. Det udløser en bøde på 5000 kroner.

Se også: Kontrol afslørede bilister: - Sæt jer ind i reglerne

En mindre gruppe bilister kørte privat i mandskabsvogne, som ikke må bruges til privatkørsel. Derfor skal virksomhederne nu betale registreringsafgift af mandskabsvognene, der ellers er fritaget for registreringsafgift.

- Det er godt, at cirka 70 procent af de bilister, vi har stoppet ved denne kontrol, overholder de gældende regler. Men desværre så vi her som ved flere tidligere kontroller, at nogle virksomheder glemmer at skrive CVR-nummer og virksomhedens navn på deres varebiler. Det bekræfter os i, at det er rigtigt, at vi for nylig har iværksat en særlig vejledningsindsats om reglerne for varebiler, så virksomhederne bliver opmærksomme på reglerne, siger Jørgen Rasmussen, der er underdirektør i Motorstyrelsen, i pressemeddelelsen.

Vil oplyse
Det er langtfra første gang, Motorstyrelsen snupper mange virksomhedsejere i ikke at have styr på reglerne. En tidligere kontrol ved Frederikshavn tilbage i juni, som Ekstra Bladet berettede om, afslørede, at hele tre ud af fire bilister ikke havde styr på deres forhold.

Kontrollen dengang betød, at en række køretøjsejere skulle betale fuld afgift af deres køretøjer, ligesom en række virksomhedsejere fik en bøde for ikke at have CVR-nummer og virksomhedsnavn på bilen.

En anden kontrol, som for nyligt fandt sted ved Hvidovre, Ballerup og Hellerup, viste, af cirka 60 procent af de bilister, der blev vinket ind til siden, manglede oplysninger på siden af køretøjerne eller havde ikke deres registrerings- og afgiftsforhold i orden.

Motorstyrelsen arbejder på en ny vejledningsindsats om reglerne for mandskabsvogne.

- Langt de fleste danskere vil gerne betale de rigtige afgifter og følge reglerne. Kontrollen kan med andre ord ikke stå alene. Derfor supplerer vi med en vejledningsindsats - og alle bilister, der er i tvivl om reglerne, er meget velkomne til at tage kontakt til os i Motorstyrelsen, har Jørgen Rasmussen tidligere fortalt i forbindelse med en kontrol.

Se også: Er du firmabilist? Så skal du måske betale mere i skat

88 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere