Afvist af Mercedes: Nu indgår Apple samarbejde med udskældt bilgigant

Apples ambitioner om at vende op og ned på bilindustrien er nu reduceret til en selvkørende Volkswagen-shuttle, der skal fragte medarbejdere rundt i eget hovedkvarter

Volkwagen er angiveligt gået med til at samarbejde med Apple om selvkørende busser, selv om flere af producentens største konkurrenter har sagt nej. Foto: VW
Volkwagen er angiveligt gået med til at samarbejde med Apple om selvkørende busser, selv om flere af producentens største konkurrenter har sagt nej. Foto: VW

Hos Apple i Silicon Valley snakker man ofte om 'den næste store ting', og for få år siden lod højtstående medarbejdere i den amerikanske it-gigant sine ansatte vide, at dette ville blive en selvkørende bil, der skulle disrupte automobilindustrien.

Så let skulle det ikke gå, og i dag er der skruet gevaldigt ned for ambitionerne.

Senest eksemplificeret ved New York Times’ nyhed om, at Apple har indgået et samarbejde med Volkswagen om at lave producentens varebil, T6 Transporter, om til selvkørende shuttles, der skal fragte Apples medarbejdere rundt i virksomhedens hovedkvarter i Cupertino, Californien.

Aftalen er en udløber af det såkaldte PAIL-program (Palo Alto to Infinity Loop), der begyndte sidste år, efter det var kommet frem, at virksomheden i stedet for en Apple-bil ville nøjes med at udvikle selvkørende software til brug i biler, som andre har lavet.

Afvist af BMW og Mercedes-Benz
Over de seneste måneder har Apple søgt partnerskaber med en række bilfabrikanter.

Ifølge New York Times har Apple været i dialog med BMW og Mercedes-Benz, men de afviste eftersigende den amerikanske it-gigant med den begrundelse, at de ikke kunne imødekomme amerikanernes ønske om fuld kontrol over data og design.

Apple har ligeledes haft møder med Nissan, McLaren og kinesiske BYD Auto, hvis man skal tro en tidligere medarbejder i virksomheden, som har udtalt sig anonymt til New York Times.

Se også: Populær delebilsordning åbner for at lease bil med naboen

Dieselgate kan være motivationen
I New York Times-artiklen forlyder det, at Volkswagen muligvis har ladet sig friste af Apples tilbud, fordi den tyske bilfabrikant havde brug for en succesoplevelse efter dieselgate-skandalen.

De selvkørende T6-shuttles med indbygget Apple-software vil blive bygget på en fabrik i den norditalienske industriby Torino. Det vides ikke, hvornår de kan forventes klar til at fragte medarbejdere rundt i Apples UFO-formede hovedkvarter.

Historien melder heller ikke noget om, hvad Volkswagen-aftalen betyder for Apples samarbejde med Lexus, som er den fabrikant, der er blevet brugt i forbindelse med udviklingen af de første selvkørende biler med Apple-udstyr.

Se også: Danskernes favorit har det svært: Her er de mest populære biler i Europa

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere