Agent 007 sælger sin sjældne Aston Martin

Skuespilleren Daniel Craig vil bortauktionere sin specialfremstillede Aston Martin Vanquish og give pengene til velgørenhed. Bilen forventes at indbringe mellem 3 og 5 millioner kroner

Daniel Craigs Aston Martin Vanquish er nr. 007 af kun 100 bygget, og bilen er specialfremstillet efter skuespillerens ønsker. Foto: Christie's Images Ltd 2018
Daniel Craigs Aston Martin Vanquish er nr. 007 af kun 100 bygget, og bilen er specialfremstillet efter skuespillerens ønsker. Foto: Christie's Images Ltd 2018

Siden Q første gang præsenterede James Bond for en sølvfarvet Aston Martin DB5 i 1964, har det britiske sportsvognsmærke været et yndet indslag i arbejdsdagen for en agent i Hendes Majestæts tjeneste. I så høj grad endda, at Bond også har kørt Aston Martin helt privat.

Mere præcist en dybblå Aston Martin Centenary Edition Vanquish fra 2014, der selvfølgelig er nr. 007 af 100 bygget. Men agenten, der i de senere år har brugt dæknavnet Daniel Craig, har nu valgt at bortauktionere sin private Bondbil.

Det sker 20. april på en auktion hos auktionshuset Christie's i New York, USA. Bilen forventes at kunne indbringe mellem 3 og 5 millioner kroner, og alle pengene skal efter planen gå til velgørenhedsorganisationen The Oppportunity Network - en organisation der arbejder for at få flere studerende til at færdiggøre en uddannelse og komme i job.

Interiør inspireret af denim
Bilen er i vanlig Bond-stil blevet fremstillet specielt til Daniel Craig. Hans firmabiler har tidligere fået tilføjet hjælpemidler, der har hjulpet ham til at slippe fra forfølgere i centrum af Rom, kureret ham for giften i en dødbringende martini og forsvaret hans fødested fra indtrægende skurke.

Men her får vi kun at vide, at bilen er blevet specialfremstillet "efter Daniel Craigs ønsker med hjælp fra Aston Martins kreative leder, Marek Reichmann". Om det er kodesprog for, at virkelighedens Q også har tilføjet passende hjælpemidler til denne bil, melder historien desværre ikke noget om.

Se også: Kører du i en kommende klassiker: Eksperter udpeger 10 almindelige biler, der snart stiger i værdi

Det er til gengæld sikkert, at bilen har en 6 liters V12-motor med automatgear, en aluminiums ramme kombineret med et motorsportsinspireret kulfiberkarosseri og et mørkeblåt og håndsyet læderinteriør. Det er angiveligt inspireret af Daniel Craigs forkærlighed for denim, men uden tvivl også hårdført nok til at kunne holde til varme patroner, blod og våde jakkesæt.

Besøg hos Aston Martin
- Denne Aston Martin Vanquish er en tour de force i bilproduktion. Selv om jeg vil savne den, er jeg ivrig efter at fremme det vigtige arbejde i The Opportunity Network ved at sælge den, siger Daniel Craig i en pressemeddelelse.

Den heldige vinder af auktionen får foruden bilen også en sjælden mulighed for at besøge Aston Martins hovedkvarter i Warwickshire, møde Q, host, Marek Reichmann, og få en "behind-the-scenes"-tur på fabrikken.

Hvis man vil vide, hvad det indebærer, må man have pungen op af lommen 20. april.

Se også: Ny model sender Tesla i gulvet: Blødte 12 milliarder sidste år

10 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere