Aldrig set før: Dansk bilsalg satte vild rekord i marts

I marts rullede der flere nye biler ud på de danske veje end nogensinde før

Nissan Qashqai indtog endnu engang førstepladsen som den mest solgte bil i marts. Peugeot 208 tog ifølge De Danske Bilimportører andenpladsen, mens Toyota Yaris blev nummer tre. Foto: Nissan
Nissan Qashqai indtog endnu engang førstepladsen som den mest solgte bil i marts. Peugeot 208 tog ifølge De Danske Bilimportører andenpladsen, mens Toyota Yaris blev nummer tre. Foto: Nissan

De danske bilforhandlere har haft mere end almindeligt travlt med at sætte nummerplader på nye biler i den seneste måned.

I alt 26.323 nye biler er i løbet af marts rullet ud fra udstillingslokalerne. Det svarer til, at der hver time døgnet rundt er kommet plader på 35 biler, og det er rekord. Antallet af nyregistreringer har ifølge De Danske Bilimportører aldrig været så højt i en enkelt måned. Set i forhold til samme måned sidste år ligger salget eksempelvis 33 procent højere.

Det skriver brancheorganisationen i en pressemeddelelse.

Ifølge direktøren for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen, skyldes det høje salg, at mange biler i et stykke tid så ud til at stige i pris 1. april.

- Der har de seneste måneder været udsigt til afgiftsstigninger på en lang række bilmodeller. Det har fået forbrugerne til at købe biler i februar og marts, hvilket har resulteret i et rekordhøjt salg. Folketinget greb lykkeligvis ind og holdt bilafgifterne uændret og dermed forbrugerne skadesløse, hvilket de ansvarlige partier bag aftalen naturligvis skal have ros for, siger han i pressemeddelelsen.

Kortere på literen
Den potentielle afgiftsforhøjelse, som Gunni Mikkelsen nævner, var et resultat af, at bilproducenterne nu skal opgive brændstoføkonomien for deres modeller efter WLTP-normen.

Den er mere retvisende end den gamle NEDC-norm, som den erstatter, men det betyder også, at flere modeller på papiret kører kortere pr. liter brændstof. Netop brændstofforbruget har stor betydning for, hvor meget man skal betale i registreringsafgift, og derfor stod nogle biler ifølge bilistorganisationen FDM til at stige op mod 20.000 kroner i pris.

14. marts blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om at rykke afgiftsforhøjelsen frem til 2021, og herefter kunne forhandlerne tage den lidt mere med ro, skriver De Danske Bilimportører. Efterspørgslen efter nye biler faldt, og i dag er markedet stabiliseret igen.

-  Vi har forventninger om, at efterspørgslen i de kommende måneder vil være mere normal, skriver brancheorganisationen i pressemeddelelsen.

Se også: Nu skal det være: Spanske bilbyggere bag discount-elbiler

Fremgang blandt elbiler
Markedet for elbiler udgør stadig kun en brøkdel af salget, men set i forhold til samme periode sidste år er der sket en markant forbedring. I alt 530 elbiler rullede ifølge De Danske Bilimportører ud på de danske veje i marts, og det er en stigning på hele 377 procent i forhold til marts 2018.

Det bringer også det samlede antal elbiler solgt i 2019 op på 1006, hvilket er ensbetydende med, at den grønne bilklasse allerede er godt på vej til at overhale 2018 målt på antal slutsedler. Bare 1545 elbiler blev solgt hele sidste år.

Tesla har i første kvartal af 2019 indtaget pladsen som den mest populære elbilproducent med 413 solgte modeller. De amerikanske bilbyggere ligger tilmed godt stykke foran konkurrenterne fra Hyundai, der ifølge De Danske Bilimportører har solgt 255 elbiler i samme periode.

På tredjepladsen følger Nissan med 90 solgte elbiler.

Se også: Volvo-ejere køber stort ind: Trækker tysk bybil til Kina

67 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere