Anholdt efter biljagt: Ville lære hunden at køre bil

Politiet jagtede manden og hunden med 175 km/t

Her ses flugtbilen, som hundeejeren forsøgte at flygte i, efter det lykkedes politiet at få manden og hunden standset. Foto: Keith Leary/Washington State Patrol/AFP/Ritzau Scanpix
Her ses flugtbilen, som hundeejeren forsøgte at flygte i, efter det lykkedes politiet at få manden og hunden standset. Foto: Keith Leary/Washington State Patrol/AFP/Ritzau Scanpix

En amerikansk mand blev søndag anholdt, efter at han havde haft flere politipatruljer i hælene i en biljagt i høj fart med mandens hund siddende i førersædet.

Det fortæller CNN på baggrund af oplysninger fra en talsperson fra Washington State Patrol.

Manden fra Lakewood i Washington ramte på sin tur to biler i to forskellige hændelser og undlod begge gange at stoppe.

Nyansat dummede sig: Nu tilbagekalder Lamborghini flere biler

- Han kørte meget utilregneligt. Så utilregneligt, at flere personer ringede 911, fortæller betjenten Heather Axtman til CNN.

I sit forsøg på at køre fra politiet var farten helt oppe omkring 175 km/t.

For at bringe bilen til standsning kørte en politibetjent op på siden af bilen, hvor vedkommende kunne konstatere, at det var en pitbull, som sad i førersædet, mens manden ifølge Axtman styrede bilen.

Aldrig hørt noget lignende
Da politiet ved brug af sømmåtter fik bilen bragt til standsning, fortalte manden til politiet, at han 'forsøgte at lære sin hund at køre bil,' fortæller Heather Axtman.

- Jeg har været betjent i snart 12 år, og wow - jeg har aldrig hørt denne undskyldning. Jeg har været i mange biljagter og har stoppet mange biler, og jeg har aldrig hørt undskyldningen om, at de lærte deres hund at køre bil, fortæller hun til CNN.

Washington State Patrol sigtede manden for blandt andet at bringe andre i fare, at flygte fra en påkørsel og kørsel i påvirket tilstand.

Hunden, der af betjent Axtman blev betegnet som 'en meget sød pige', blev overdraget til et nærliggende dyreinternat.

Vanvidsbilist ræsede gennem by