Retspræsident er betænkelig ved Bødskovs nye bødelov

Justering af forslag til ny fartbødelov ændrer ifølge retspræsident ikke noget ved grundlæggende problem.

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Så længe uskyldige bilejere risikerer at blive dømt for fartforseelser, de ikke har begået, så vil Østre Landsrets præsident, Bent Carlsen, ikke klappe i hænderne over justitsminister Morten Bødskovs (S) planer om en ændring af færdselsloven.

Folketinget har torsdag gennemført første behandling af Bødskovs lovændring, som betyder, at bilejere automatisk vil blive straffet i fartsager, hvor der ikke er et klip i kørekortet på spil.

Forslaget er blevet justeret en smule i forhold til det oprindelige forslag, men ifølge Bent Carlsen er det problematisk, så længe almindelige bilejere kan blive straffet, selv om de ikke har nogen skyld.

- Det er jo kort og godt, fordi vi frygter, at det vil blive opfattet som urimeligt, at man som bilejer ikke kan vriste sig ud af en anklage, selv om det er evident, at det er en anden, der har siddet bag rattet, siger Bent Carlsen til Ritzau.

Se også: Bilejeren får bøde, når chaufføren kører for stærkt

Bilejerens eneste chance for at undgå en fartbøde er, at udpege den person, som har siddet bag rattet. Og så skal den person erkende sig skyldig. Ellers udløser den nye lov automatisk en bøde.

- Det vil påvirke folks retsfølelse negativt, og det kan også gå ud over tilliden til domstolene. Og vi kommer til at sidde og skulle idømme bøder i sager, hvor ejeren er uskyldig, siger Bent Carlsen.

Han fremsatte allerede sin kritik af lovforslaget i forbindelse med, at det blev sendt i høring. Her fik han bred opbakning.

Præsidenten i Vestre Landsret, Den Danske Dommerforening, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Danske Biludlejere, Dansk Erhverv og aktører i taxabranchen er blot nogle af skeptikerne.

Baggrunden for lovforslaget er, at mange billeder fra politiets fotofælder i dag er ubrugelige. Selv om nummerpladen er synlig, så kan føreren af bilen ikke ses.

Formålet med loven er derfor blandt andet at spare politiet for de ressourcer, det ellers skulle bruge på efterforskningen af de sager.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere