Blitzet af naboen: Politi vil lade borgere stå for fartkontrol

I skotske Edinburgh vil politiet bevæbne borgerne med fartmålere

Borgere i Edingburgh skal have lov til at måle naboernes hastighed, hvis et nyt forslag bliver virkelighed. Arkivfoto: Ritzau Scanpix Michael Hansen
Borgere i Edingburgh skal have lov til at måle naboernes hastighed, hvis et nyt forslag bliver virkelighed. Arkivfoto: Ritzau Scanpix Michael Hansen

Hvad man ikke kan få folk til at udføre af frivilligt arbejde, hvis bare man spørger pænt.

I Edinburgh i Skotland har politiet ikke de ressourcer, der skal til for at holde de lokale fartbøller i kort snor, men det ville måske ændre sig, hvis ordensmagten fik hjælp fra den del af befolkningen, der alligevel bare sidder og triller tommelfingre.

Derfor har politiet i Edinburgh fremsat et forslag: Det vil have lov til at udrulle et fartovervågningsprogram, hvor almindelige skotter udstyres med fotofælder og andet udstyr inden for fartmåling, så de kan hjælpe betjentene med at overvåge vejene.

Borgerne skal selv betale for udstyret, men vil modtage gratis træning i at bruge det, skriver Edingburgh News.

Kom med på tur i en dansk fotovogn.

Håndlangere for politiet
Bliver forslaget ført ud i livet, får de frivillige fartkontrollanter myndighed til at skrive en rapport, hvis de eksempelvis tager naboens 17-årige knægt med foden trykket lidt for hårdt mod speederen.

Rapporten skal de efterfølgende indsende til politiet, der så vil kontakte ejeren af den registrerede bil og bede denne om at respektere lovens ord.

- Community Speedwatch-initiativet giver lokalbefolkningen mulighed for at spille en rolle i at gøre vejene sikrere, siger Alan Carson, der er chefinspektør i Edinburgh Politi, til den lokale avis.

I det lokale byråd er forslaget faldet flere medlemmer for brystet.

- Jeg modtager ofte klager om fartoverskridelser fra forældre, men jeg er ikke villig til at acceptere, at man løser det problem ved at opmuntre borgere til at tage del i fartkontrol, siger Scott Arthur fra Labour, et britisk centrumvenstre-parti, til Edinburgh News.

Et medlem af det konservative Tory-parti beskriver forslaget som ’latterligt’.

Se også: Trist udvikling: Danskerne kommer fortsat til skade i trafikken

Hilser forslag velkommen
Der er dog også medlemmer af byrådet, som sagtens kan se en fidus i forslaget.

- Jeg anerkender, at frivillige ikke kan eller bør erstatte politibetjente, der er uddannet til at klare opgaven. Men det kan være et nyttigt supplement i indsatsen for at bekæmpe farlig kørsel, siger Chas Booth, en talsmand for grøn transport, til Edinburgh News.

- Hvis initiativet kan redde blot et enkelt barn fra at ende på hospitalet – eller værre – som følge af en hensynsløs bilist, så vil det være det hele værd.

Også i Danmark får politiet hjælp fra borgerne i forbindelse med fartkontrol. Eksempelvis har man flere gange set det danske politi bede borgerne om at komme med forslag til steder, hvor det vil være en god idé at sætte fotofælder op, fordi der er problemer med fartbøller.

Sidste år reagerede politiet på 397 henvendelser fra danskere, der har følt sig utrygge på grund af høj fart på vejene, og som har ønsket en fotovogn stillet op.

Se også: Rattet får lov at overleve i BMW's nye selvkørende bil

51 kommentarer
Vis kommentarer