Aston Martin vil bygge legendarisk Bond-bil igen

Bilerne får samme agent-udstyr som i James Bond filmen Goldfinger, men bliver angiveligt også mere pålidelige end de originale

Aston Martin er blevet genbrugt i flere James Bond film gennem årene. Her ses bilen foran Oxford University i Tomorrow Never Dies fra 1997. Foto: Aston Martin
Aston Martin er blevet genbrugt i flere James Bond film gennem årene. Her ses bilen foran Oxford University i Tomorrow Never Dies fra 1997. Foto: Aston Martin

En Aston Martin DB5 Bondbil er en uhyre sjælden sag.

Faktisk findes der kun to originale biler, der medvirkede i James Bond-filmen Goldfinger i 1964. Og den af de to, som blev udstyret med katapultsæde, udskiftelig nummerplade og andet ekstraudstyr, som senere har gjort modellen ikonisk, har været forsvundet i 21 år.

Hos Aston Martin har man derfor besluttet, at tiden er moden til at sende flere Bondbiler på gaden. I alt 28 nye eksemplarer af den klassiske bil skal bygges, og det bliver på samme Newport Pagnell-fabrik som fødte DB5-modellerne tilbage i 60'erne.

Det skriver Aston Martin i en pressemeddelelse.

En gylden mulighed
Bilerne bliver bygget som identiske replikaer af originalen og får det samme agent-udstyr. Aston Martin lover, at udstyret er fuldt funktionsdygtigt, og at bilerne derudover bliver opgraderet på nogle områder.

Producenten går ikke i detaljer med, hvad det indebærer, kun at det 'skal sikre de højeste niveauer af byggekvalitet og pålidelighed'.

Bag byggeriet står Chris Corbould, der er mangeårig special effects supervisor på 007-filmene, og Aston Martin Works, producentens afdeling for salg og restaurering af klassiske biler.

- At eje en Aston Martin har længe været en drøm for James Bond-fans, men at eje en Silver Birch-lakeret DB5, komplet med gadgets og bygget efter de højeste standarder på samme fabrik som de originale James Bond-biler? Jamen, det må uden tvivl være den ultimative samlerfantasi, siger Aston Martin topchef Andy Palmer i pressemeddelelsen.

Selv om der inden længe kommer en del flere Bondbiler til verden, end der er i dag, betyder det dog ikke, at modellen bliver billig. Et nyt eksemplar af Aston Martin DB5 får et prisskilt på små 23 millioner kroner før skatter og afgifter, og de første biler forventes at være klar til levering i 2020.

Se også: Var verdens dyreste: Nu kan vild superbil blive tre gange så dyr

Nye, klassiske biler er populære
For de penge får man en bil, der ikke må køre på vejene. Der bliver altså ikke umiddelbart mulighed for at gøre brug af de roterende knive i fælgene eller oliesprederen i bag til at ryste håndlangerne for nutidens forbryderkonger af sig.

Dertil kommer, at kun 25 af bilerne bliver udbudt til salg. Aston Martin og EON Productions, selskabet bag 007-filmene, beholder nemlig hver en bil, men den sidste sælges på en velgørenhedsauktion.

De nyproducerede DB5-modeller bliver de seneste i rækken af historiske biler, der genopstår i nye og lettere forbedrede udgaver.

Aston Martin begyndte eksempelvis at bygge 25 eksemplarer af DB4 sportsvognen i 2016, og i januar i år luftede Jaguar sine planer om at genoptage produktionen af D-type, der sikrede producenten tre sejre ved Le Mans i midten af 1950'erne.

Den store Land Rover Defender er en af bare 10 identiske biler lavet specielt til filmen. Foto: Jaguar Land Rover Biler - 14. aug. 2018 - kl. 19:57 TV-kok køber monsterbil fra 007-film: 'Navnet er James, Gordon James'

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere