Audi i nye vanskeligheder: Har ikke nok biler

De faldende salgstal er angiveligt rykket fra Europa til USA

Audi er i øjeblikket ved at løbe tør for A3-, A4- og A5-modeller i USA. Det skyldes angiveligt overgangen til den nye WLTP-målemetode i Europa. Foto: Audi
Audi er i øjeblikket ved at løbe tør for A3-, A4- og A5-modeller i USA. Det skyldes angiveligt overgangen til den nye WLTP-målemetode i Europa. Foto: Audi

På Audis hovedkontor i Ingolstadt, Tyskland, er det nok de færreste, der taler mandarin. Men måske de burde øve sig.

Audis salgstal i Kina (mærkets største marked, red.) er efterhånden det eneste, der taler imod, at den tyske bilfabrikant befinder sig i en akut krise. Her skyder salgstallene nemlig i vejret, mens de alle andre steder har stejl kurs nedad.

De seneste måneder er Audis salgstal raslet ned i Europa - med 56 procent i forhold til samme måned året før i september, med 53 procent i oktober og 34 procent i november. De europæiske salgstal for december er endnu ikke lagt frem.

Nu ser krisen så ud til at have krydset Atlanterhavet og nået USA, hvor der er opstået en flaskehalssituation. Audi er simpelthen ved at løbe tør for biler i Nordamerika, hvilket har medført, at USA-salget i december er gået tilbage med 16 procent.

Det er især de populære A3-, A4- og A5-modeller, der er ramt, skriver USA Today.

Problem med nye EU-regler
Audis mangel på biler i USA er ifølge den VW-ejede bilfabrikant selv en følge af situationen i Europa, hvor skiftet til den nye WLTP-målemetode har voldt storeproblemer.

I september 2018 blev den gamle metode til at teste brændstofforbrug og CO2-udledning, NEDC, skrottet til fordel for en ny og mere streng metode, WLTP, i alle EU-lande. Audi og alle andre bilfabrikanter har selv haft til opgave at foretage de nødvendige opgraderinger, men ikke alle er sluppet lige godt fra det skift.

Audi er en af de bilfabrikanter, der har været hårdest ramt af ændringerne. Og nu skaber dårligdommene altså rystelser i USA, hvor den tyske bilfabrikant må finde sig i forsinkelser, når den skal have sine biler certificeret hos de amerikanske myndigheder.

Audi-talsmand Mark Dahncke fortæller til USA Today, at udbuddet af modeller forventes at være tilbage på rette spor sidst på måneden eller i begyndelsen af februar.

Se også: Audi-salg falder 56 procent: 'Situationen er exceptionel'

Ikke flere luksusture i Europa
I en anden amerikansk-europæisk Audi-nyhed kunne Autoblog i sidste uge afsløre, at den VW-ejede bilfabrikant har nedlagt sit ’European Delivery’-koncept, hvor amerikanere ved køb af en Audi fik 5 procent i rabat og en rejse til Europa med i købet.

Nærmere bestemt blev man som Audi-kunde inviteret til enten Ingolstadt eller Neckarsulm for at hente sin nyindkøbte bil – frisk fra produktionshallen – som man så kunne give sin jomfrutur på de europæiske landeveje. Når man var træt af at lege bilturist i Europa, afleverede man sin bil, og Audi ville så sørge for at fragte til ens hjemmeadresse i USA.

Oveni det fik man en rundvisning på den fabrik, hvor ens bil var produceret, ligesom Audi afholdt diverse udgifter til kost og logi.

Konceptet blev indført i 2006, og på Autoblog beskriver man nedlæggelsen af ’European Delivery’-konceptet som en ’super skuffende beslutning’.

Se også: Igen? Audi har haft endnu en katastrofemåned

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen