Audien satte ud igen og igen: Nu får Steffen endelig pengene retur

- Det har været en sindssyg hård kamp, og hver gang har jeg selv skullet bevise, at der har været en fejlkode, siger Steffen Sieling, som endelig har vundet en årelang kamp mod forhandler

Steffen Sieling foran den Audi, som han købte for snart to år siden, og som stort set lige siden har kostet ham store frustrationer og skræk for uheld. Foto: Privat
Steffen Sieling foran den Audi, som han købte for snart to år siden, og som stort set lige siden har kostet ham store frustrationer og skræk for uheld. Foto: Privat

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Når man køber en defekt vare, så afleverer man den til forhandleren igen og får en ny vare eller pengene retur.

Sådan plejer det at være. Men når varen er så stor og dyr som en bil, så er det langt sværere at komme af med den igen.

Det har Steffen Sieling fra Køge måttet sande, efter at han har brugt år på at få lov til at aflevere sin defekte Audi tilbage til forhandleren.

Se også: Klare aftaler hos forhandleren er vigtigere end nogensinde

I september 2017 købte han en halvanden år gammel Audi A4 Avant for godt 430.000 kroner hos Semler Retail i Odense. Og kort efter startede problemerne.

- Jeg lagde mærke til helt fra starten, at der var problemer. Jeg kunne komme kørende med mit spædbarn, så klodsede bilen pludselig hårdt op og gik i nødprogram, og motoren slukkede, fortæller Steffen Sieling, som heldigvis aldrig har været i et uheld med bilen.

I februar 2018 klagede han første gang til forhandleren, men på trods af gentagne forsøg på at udbedre bilens forskellige mangler blev problemet med blandt andet nødprogrammet ved med at opstå. Og til sidst ville Steffen Sieling ikke længere tage turen til Odense hver gang, der var problemer med bilen. Han ville hæve købet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Steffen Sieling lærte efterhånden, at han var nødt til selv at dokumentere fejlkoderne på sin Audi, og den dokumentation gjorde, at han fik genoptaget sagen i Ankenævn for biler. Foto: Privat
Steffen Sieling lærte efterhånden, at han var nødt til selv at dokumentere fejlkoderne på sin Audi, og den dokumentation gjorde, at han fik genoptaget sagen i Ankenævn for biler. Foto: Privat
 

Gik til Ankenævn for biler
Men det ville Semler Retail ikke gå med til.

I juni sidste år blev de gentagne alvorlige defekter for meget for Steffen Sieling, og han gik til Ankenævn for biler.

'De oplevelser, vi har haft med motorfejlen under kørsel, får os til at stille spørgsmål ved trafiksikkerheden. Vi har været 'heldige' endnu kun at opleve motorstop/nødprogram under bykørsel med 50 km/t. Vi tør ikke tænke på følgerne, hvis dette skulle ske ved højhastighedskørsel', skriver Steffen Sieling til Ankenævn for biler.

Semler Retail påstod derimod, at de kunne afhjælpe fejlen ved at opdatere bilen, og i december 2019 afgjorde Ankenævn for biler, at Semler havde 30 dage til at afhjælpe fejlen ved at foretage en systemopdatering.

Men desværre blev problemet ikke løst med opdateringen, og Steffen Sielings Audi var igen defekt.

'Født med problemet'
Derfor bad han i februar i år igen om, at Ankenævn for biler tog sagen op. Semler Retail mente dog, at det var en ny fejl, der var opstået og afviste at dække den nye fejl.

Ankenævnets bilsagskyndige kom dog frem til, at 'bilen var født med problemet', og derfor har Steffen Sieling ret til efter små to år med en defekt Audi endelig at aflevere den tilbage til Semler Retail og få pengene igen mod et fradrag på to kroner per kørt kilometer.

- Det har jeg det godt med, siger Steffen Sieling, som dog skal af med små 100.000 kroner for sine knap 50.000 kørte kilometer.

- Det har været en sindssyg hård kamp, og hver gang har jeg selv skullet bevise, at der har været en fejlkode. Og jeg har lært, at man skal bede om en nulfaktura hver gang, fortæller Steffen Sieling.

Slipper endelig af med bilen
Kort efter at Ekstra Bladet har henvendt sig til Semler Retail for en kommentar, har forhandleren taget kontakt til Steffen Sieling og bekræftet, at han må hæve købet og aflevere bilen tilbage.

- Vi accepterer naturligvis Ankenævnets afgørelse, og kunden kommer og afleverer bilen tirsdag 14. juli, så købet kan ophæves som beskrevet i afgørelsen. Vi er ikke enige i Ankenævnets afgørelse, men vi har ikke yderligere kommentarer til sagen, da vi nu anser sagen som afsluttet, siger pressechef i Audi Danmark, Britt Stellinger, til Ekstra Bladet.

Så efter tirsdag slipper Steffen Sieling endelig af med den hvide Audi, og han skal bestemt ikke have en ny.

- Jeg har valgt at købe en elektrisk racercykel. Jeg har fået nok af dyre biler, siger han.

Sådan kan du klage over nye og brugte biler

Hvis den bil, du har købt hos en bilforhandler, har mangler, kan du reklamere til bilforhandleren og kræve, at han skal reparere bilen uden omkostninger for dig.

  • Bilforhandleren har i hvert fald ét forsøg til at reparere fejlen, men i praksis har han også flere forsøg- afhængig af fejlens karakter.
  • Afhjælpes manglerne ikke ved disse forsøg, eller sker afhjælpningen ikke inde for rimelig tid, kan du ved den brugte bil kræve købet hævet eller kræve et passende afslag.
  • Når du reklamerer til sælgeren, skal du sikre dig bevis for din reklamation. Det gøres bedst ved at reklamere skriftligt, og så skal du selv gemme en kopi af reklamationen.
  • Du har også krav på, at sælger giver dig en beskrivelse af, hvad han har lavet ved bilen. Det kan eksempelvis være i form af en 0-faktura. Det gælder, uanset om det er garanti på en ny eller en brugt bil eller det er reklamation i henhold til Købeloven.

Kilde: FDM

276 kommentarer
Vis kommentarer